Allerhelgen
Visualisering – at plante et frø

Energien i naturen på den årstid ligger i et slip, farveskiftet, kølighed, fugt, de sene blomster og den sidste frugt, det er uafvendeligt at det vil falde nu.
Frø lægger sig på jorden, nogle går til, andre vil sætte sig, og skabe ny liv.
Så det er den bevægelse vi går i.
Et sædskifte er i gang.
Og vi går med.

Kigger på hvad der slipper sit greb i livet, accepterer, lader falde.
Kigger på hvad vi har ønsker til – helt konkret – at så for næste sæson.
En intention, ønsker, mål, drømme.

Optagelsen er ikke i topkvalitet, men nu ligger den til brug…..

Varighed 12.min.

livets skønhed

Det at vælge kærligheden og nænsomheden i mødet med sig selv er en hjørnesten i den indre udvikling. En dyb nødvendighed for at kunne få kontakt med dele af vores livskraft og livsenergi. Kærligheden står ikke alene, den står sammen med intentionen og viljeskraften, men den nænsomme kærlighed er en nøgle til nærværet og det måske kalder sjæl.

Kærligheden åbner til ressourcer vi allerede har vågne og befæster dem. Kærligheden åbner til dele af det psykiske landskab der savner, længes, mangler kontakt.

Det sidste er de huller, der viser sig i livet som tristhed, depression, uro, forladthed. Det er aftryk, der blev sat gennem opvæksten. Noget der her fæstnet sig, noget vi selv har stadfæstet i vores voksne liv. Noget der ikke er blevet taget sig af. Noget der ikke har haft mulighed for at folde sig ud. Noget vi har lært at skjule og gemme væk. Noget der følger livets rejse og folder sig ud i rette tid og alder.

Det er følelser, impulser og tanker der kan være omgæret af skam, fordi det udtrykker sig som noget umodent, barnligt og uformet når det endelig får plads i livet.

Behov og længsler efter noget vi måske kender snerten af, men ikke kender til fulde. Impulser der ikke er blevet udfoldet, ikke har fået den kontakt og anerkendelse som kunne hjælpe til at det blev modnet, fik sprog, fik handling, fik følelse og krop.

Måske aner vi glimt af hvad det er, som billeder af noget vi kan genkende; moren eller faren der favner sit barn, støtter sit barn, legen, udfordringen, glæden, skaberkraften, samværet.
Vi ser det måske afspejlet i andre menneskers samvær, i fortællinger i bøger og film, i naturen og kunst som spirende symbolske lag i psyken.

Når vi vælger at være selvkærlige, ved eksempelvis at yde omsorg til kroppen, ved at sætte ord på spirende eller forbudte følelsers, ved at være skabende og skabe billeder på noget, ved at sætte handlinger bag noget vi har lyst til, så er det veje vi bygger indefra ud, udefra ind.

Vi tilbyder de dele af os, der længes og trænges, et rum med muligheder for udfoldelse.
Det er en undersøgelse, en nysgerrighed og en handling vi giver til os selv. Det er en insisteren på at være tilstede fuldt ud.

Hvis jeg giver mig selv det jeg mener jeg savner og længes efter: tid, accept, kærlighed og rum til undersøgelsen hvad sker der så? Hvad bryder så frem? Hvad opdager vi?

Energi, livskraft, mod, lyst, vrede, glæde, ro……follow up.
Skam, skyld, frygt.

De lukkede dele af vores livsenergi, som vi gennem livet møder i vores relationer, i vores indre har tit skam, skyld og frygt som følgesvende. Og de får os tit til at holde tilbage, gå tilbage til det trygge, og det begrænsede blik på hvem vi er.

Den måde vi har lært at møde os selv, de erfaringer vi har med at udvikle os og vokse som mennesker, sætter standarten for hvordan vi møder os selv i den naturlige udvikling og modningsproces gennem livet.

Har vi lært at sige ja, møde os selv med accept, kærlighed, nysgerrighed – eller har vi lært at holde igen og lukke af.

Og vi dømmer os selv med de øjne og de fortællinger vi har samlet op gennem barndommen, gennem vores køn, gennem samfundsstrukturen.

Når vi bryder igennem det trygge og det kendte, begynder at mærke vores egen kraft, kropslige sansninger og behov, følelser, drømme, så er det er det en opvågnen og en spiring. Det vækker glæde og energi, det vækker utryghed og modstand. Det skaber spændingsfelter vi kan arbejde med.

Det er bevægelser ud i et vildere og mere ukendt landskab, vi ved ikke hvem vi er, og vi har ikke de indre støttesystemer der skal til for at holde rummet uden af mærke utrygheden, frygten, usikkerheden.

Identiteten er på spil her. Hvem er jeg så, hvis jeg ikke er den søde smilende pige, hvis jeg ikke præstere, hvis jeg siger fra, hvis jeg gør mig mere fri, følger mine egne veje, har tillid til min sjæl og mit jeg. Hvad kan der ske?

I udviklingen kan man se at vi ind imellem tager tigerspring, vi springer ud og ser at det er ok, og vi vokser. Vi ser også at der er dele af psyken, der er så forankret i det tillærte, i den nedarvede struktur og de traumer vi har med at det tager tid at lære at kende til fulde.
Vi skal tage en trin af gangen. langsomt åbne og skabe ro og tillid i det indre til at vi kan bære.

I den her form for arbejde skaber vi et fundament for begge dele, vi styrker opmærksomheden, vi forankrer i nuet, vi skaber ro i krop og nervesystem, vi sender kærlige energier og tanker ind, vi sætter en intention og en retning for det arbejde. Det er bevidsthed der gør det muligt at springe når vi er klar eller får lidt hjælp, og en kontakt der gør det muligt at opdage når det er de små men væsentlige skridt der tages i en retning.

Når vi er fanget i frygten og det manglende mod til at gå hele vejen er det fordi vi ikke har helheden med. Vi ser verden og virkeligheden fra et perspektiv der er fanget af den tænkning og de begrænsninger vi har lært at leve med. Vi glemmer vi har adgang til en langt friere og vildere kraft som vi kan frisætte igennem at bryde tabuerne, forbinde os til kroppen, naturen, sjælen og hinanden. Vi glemmer at vi er en del af fælles udvikling, hvor vores frigørelse og frisættelse af livskraft og livsenergi er et vigtigt bidrag.

Det er også derfor vi har brug for rollemodeller, tilskyndelser, støtte, netværk, samtaler. Når vi ser at det kan lade sig gøre. Når vi bliver støttet i at springe og bruge os selv med de ressourcer og kvaliteter vi har. Når vi bliver spejlet og set. Når vi deler med hinanden. Så kan vi vokse, og forstå at vi ikke vokser alene men i et fantastisk mønster der skaber helheden.

Kærlighed til dig
Heidi

Alle skriger du skal være mindful

Men når man er stresset kan der være langt mellem åndehullerne hvor du normalt giver slip og ikke tænker på noget, eller rettere – ikke opdager at du tænker på noget. Ind imellem kan jeg slet ikke huske at det findes.
Det sker når hjulene kører for hurtigt og jeg ikke har eller giver mig tid.
Det opleves ikke som et valg at få stress, det er mere en langsom forførelse, ind i for meget aktivitet, pres på de psykiske lag, for mange krav til hvad vi skal nå. Pludselig, så er der ingen mentale pauser længere, kun uro, dårlig søvn, tristhed, frustration, selvkritik.

Alle skriger om at du skal dyrke meditation og slappe af men knappen er forsvundet. Så det opleves ikke som en vej. Selvom det også ER en vej.
Det er virkelig hårdt at lande der, ikke kunne mærke og finde vej til sit indre og til et sted af hvile, de negative tanker og bekymringerne begynder at overtage, og vi bliver isolerede fra dem vi elsker og det vi ellers holder af at engagere os i. Kroppen druknes i stresshormoner og hjernen er i overlevelsesmode og verden bliver et faretruende sted at være.

SÅ hvorfor udsigten? Den er for mig i hverdagen som et alter – altså et sted, hvor jeg bliver mindet om at der er andet end min skærm, bunkerne af vasketøj og papirting der skal ordnes. At jeg selv er natur, en isblomst, et mennesketræ, en tankefugl.

Så når jeg opdager at der er kog på (og i det hele taget): så sætter jeg mig og glor, fordi jeg kan ikke meditere i klassisk forstand. Når jeg gør det fra et stressfuldt sted finder jeg kun rod og kaos eller træthed når jeg lukker mine øjne.
Men jeg kan sætte mig og glo. Sidde på mine hænder. Lukke for telefonen. Lade tankerne vandre. Se på en måge. På linierne mellem masterne. På træerne der skifter i årstiderne.
Forbinde mig med naturen. Idag byens natur. udsigtens gave. Små bevægelser. Nye men genkendelige og afsluttede sekvenser. En måge. Fra højre til venstre. Idag snefnug og stille lys.

Naturen i mig vågner. Ligeså stille, og når jeg nu skriver og udvider mine antenner er den der, stærkt og nærværende omkring mig og i mig.

Nyd dagen:)

mindfullnes - en trojansk hest

 

Mindfulness: En trojansk hest

Mindfulness har lagt sig øverst på hitlisten for moderne selvudvikling, og overhalet alt fra yoga til gang på gløder. Er det ikke bare et smart amerikansk ord for meditation og afspænding –  og lidt letkøbt spiritualitet for erhvervslivet? Djævlens psykolog stresser mindfulnessekspert og kropsterapeut Heidi Frier med nærgående spørgsmål. 

Af journalist Heidi Vesterberg

Hvor mindfull er du lige nu på en skala fra 1-10?
”Jeg ligger nok på en god 7er. Jeg er nærværende og opmærksom på at jeg taler med dig, spiser mandler, ser på mine noter og mærker mit indre . Men jeg er ikke helt afspændt. Jeg er nok lidt stresset over at tale med Djævlens psykolog…. ” (mere…)

I mindfulness er pausen i centrum.

Pausen som et livsnødvendigt ophold i den strøm af aktivitet der foregår, om det er tankerne der flyver, om det er handling uden ophold eller følelser der kører afsted. Pausen som et kortere eller længere ophold, hvor sanserne og nuet får mulighed for at åbne sig.

Det er en helt naturlig impuls, det at vende tilbage til sig selv efter aktivitet, at følge en bølge der hæver og sænker sig. Som en touch base – komme tilbage og undersøge HVAD er der ligenu?  (læs evt. mere om at mærke livets rytme)
Hvordan har kroppen det, er jeg sulten, tørstig, træt, har jeg energi til at fortsætte, hvad sker der egentlig i mine følelser, er jeg glad, kærlighedsfyldt, negativ, irritabel, hvordan er tankerne, har de fuld skrue eller er de ved at blive lidt bløde i kanten……. (mere…)