meditation.0311 001

Man kan blive så træt…..

Af sin indre dommer

En af de værste modstandere vi har for vores selvhelbredelse er den indre dommer. Du er ikke god nok, du burde gøre dit og dat, hvorfor har du ikke…, tag dig nu sammen, andre kan jo godt finde ud af det, er du ikke ret dum, nu er du syg igen, hvad vil de andre tænke…..
Endeløst!
Den indre dommer vil hele tiden trække os tilbage til de gamle mønstre for tanker, følelser, handlinger. Når vi har gjort hvad vi bør og skal, så kommer der en umiddelbar tilfredshed i systemet – men vi er ikke nødvendigvis blevet næret og fyldt op – vi har bare gjort det vi har lært.
Den indre dommer begrænser os i at leve ud fra glæde, energi og dybere kvaliteter.

Den indre dommer er en del af den mentale struktur og er udviklet som et led i barnets socialisering og tilpasning til omgivelserne. Som børn er vi dybt afhængige af forældrenes kærlighed og kontakt, vi tilpasser os som en blomst i en potte og vokser alt efter næring og lys. Der hvor vi får kontakt og kærlighed til at lære os selv at kende, til at udfolde, fysiske og følelsesmæssige behov, til at udvikle en dybere fornemmelse og forståelse for os selv, der sker der en udfoldelse, en slags blomstring i hjernens fine kamre, så vi har frit løb imellem kropssansningen, følelserne, fornemmelserne. De mentale strukturer vi kan udvikle fra det sted har en frihed over sig – til at sætte ord, forståelse og mening – på det der foregår og det vi gerne vil.

Der hvor vi bliver afvist, der hvor vi fornemmer eller får at vide at vi er forkerte, der hvor kontakten ikke bærer igennem til en indre oplevelse af sammenhæng, der trækker vi os tilbage. Der kan opstå indre skyld eller skam over det at være sig selv – fordi det tilsyneladende ikke er gangbart i de nærmeste omgivelser. Der opstår en frygt for de impulser, der kan føre til oplevelser af afvisning, forkerthed (er det et ord:) eller forladthed.
For at kompensere for tabet af kontakt og for at undgå at mærke smerten adapterer vi omgivelsernes holdninger til os selv og til “sagen”. Det kan være alt fra de helt simplistiske former som “du burde” og “tag dig sammen” til tungere meningsdannende billeder “mennesker der er sådan er nogen svin”

Dommeren er i det perspektiv en del af selvbevarende system, der sørger for at vi ikkekommer i uføre hos de mennesker vi er afhængige af – den har hjulpet os selv til at holde tilbage på impulser og behov, der kunne bringe os i fare. Uanset at dommeren samtidig har vedligeholdt den indre smerte og fangenskabet.
Den gradvise frigørelse i det ydre ser vi eks. i teenageopgøret – nu vil vi fandeme ikke længere finde os i at være undertrykt af de begrænsende holdninger som forældrene og samfundet er talerør for – jeg må væk og være mig selv.

Den indre frigørelse er en livslang proces – de indlærte mønstre fra barndommen ligger aflejret i nogle sejlivede komplekser, der kræver bevidsthed og energi at bryde. Vi kan arbejde med frigørelse gennem forståelse af mønstre, forløsning af smerte og kontakt til de kræfter der ligger i skyggesiderne. Men alene er det ikke nok.
Det er nødvendigt at skabe en indre praksis der imødegår dommeren, når den overvælder os og trækker os ind i lidelse, smerte, selvundertrykkelse, skyld, skam, lavt selvværd….. uuuuhhhhh.
Og jo mere vi nærmer os den frygt og angst der knytter sig til de tilbageholdte impulser, jo mere vi folder os ud, desto stærkere bliver dommeren. Den er jo pissebange for at vi skal gå til grunde (selvom det voksne rationale ser anderledes på situationen) Det er en barsk portvogter at tage livtag med.

I den daglige praksis kan du arbejde med kærlighed til dig selv, – selvpleje, selvomsorg, ros til at du følger det der er vigtigt for dig i dit liv.
Du kan arbejde med at være et neutralt ikke fordømmende vidne til det der foregår i dig selv. Notere dig det der foregår, uden at behøve at skulle gøre noget med det.
Du kan have en kærlig indstilling som du mærker i hjertet, et lille smil, til det der sker i dig, at glæder og sorger, præcis som hvis du var en god og kærlig forælder eller bedsteforælder. En træning i at være god nok præcis som du er, med alt hvad der er af lyst, energi, glæde, raseri, leg, ballade, tristhed, forvirring……
Du kan arbejde med accept. Forsøge at træne en accept af det der er uden at udelukke svære følelser eller smerte, igen uden at gribe ind, men tillade dig at mærke det, med den kærlige holdning i hånden.

Og ja, man kan blive så træt, at sin indre dommer. Fordi den pisker en afsted og er så ukærlig overfor de indre bevægelser, de indre svingninger og vejen til stress er brolagt med burde og must do…….
Så giv slip – tag en bajer som Olsen i Huset på Christianshavn ville sige:)

Den indre frigørelse er en lang proces og går hånd i hånd med at vi gør det bedste vi kan for at tage ansvar i livet og handle efter det vi tror på og drømmer om.

De bedste tanker
Heidi
http://www.heidifrier.dk