Kroppen husker

Kroppens bærer på vores historie, de følelser vi har gennemlevet, den er præget af de tankemønstre vi styrer efter i vores liv, de handlinger og hændelser vi har udsat kroppen for. Vi kan læse kroppens fortælling i ansigtets rynker, hudens udstråling, kroppens holdning…..

Kroppens holdning er præget af den udvikling vi gennemgik som børn, det møde vi havde med omgivelserne:
– om vi oplevede at vi havde ret til eksistens, at vi kunne udtrykke behov og få dem dækket, at vi kunne kravle, rulle, rejse os, bevæge os frit, tage vores rum, stå på egne ben, få støtte til at udtrykke os, udtrykke vilje og handlinger, være i vores køn og udvikle vores personlige identitet i kontakten med andre.

Muskulaturen og den måde nervesystem, hormoner, organer fungerer er en refleksion af mødet med omgivelserne. Har der været ro, uro, frygt, kærlighed, tryghed og omsorg…
Som mennesker lever vi en økologisk niche og udfolder os som en del af den helhed vi er opvokset i. Vi har tilegnet os det sprog og den væren i verden som vores forældre og omverden præsenterede os for.

På den måde er vores krop et udtryk for vores karakter og vores ressourcer. Og den bærer på de ar og den smerte vi fået med os, der hvor vi blev presset eller ikke fik støtte, der hvor vi gik ind i frygt og skam frem for kærlighed og kraft.

Det billede og den fornemmelse vi har jeg’et og kroppen udspringer sig til en slags kropsidentitet.

Den fysiske krops viden om sin identitet, hvad den kan, hvor den er stærk, er baseret på de kropslige erfaringer, tilstande som kroppen har gennemlevet. Den fysiske krop refererer til sig selv, den balancerer sig efter de tilstande den husker og genkender. Den har på den måde sit helt eget liv og sin egen homøostase.

Når vi er ude af balance, søger kroppen hen mod et sted den genkender som et sted at finde balance. Man kan eks. se at vægt er styret af et fysisk balancepunkt, noget gennemsnitsligt, sådan har jeg det bedst, eller sådan har jeg det mest, og at den for størstedelen uden besvær får styret kroppen derhen (regulering gennem hormoner/hjerne/nerver).
Man kan se at muskler og væv der har kendt til en bestemt form/træning hurtigere genopretter/genoptager den bevægelighed og smidighed som den tidligere har erfaret.

Derfor er det vi fodrer os selv med, og det vi lærte som børn og unge, et anker vi kan vende tilbage til og bygge videre på. Vores celler genkender og husker. Og kan lære nyt. Kroppens identitet er stærkt båret af vores kultur – vi omorganiserer os for at tilpasse os kulturens og gruppens normer. I vores kultur har kærligheden til kroppen som den er meget svære kår, og det er en frygt og en ukærlighed der skaber utrolig meget smerte og sygdom, fordi vi ikke elsker og accepterer kroppen som den er.

Damasio som er en af vores førende hjerneforskere har forsket i hvad det er vi oplever som vores jeg, og han mener at kunne påvise en tæt sammenhæng med sansningen og registreringen af krops-jeget som ligger i en bestemt del af hjernen.
Når vi sanser kropsjeget opleves det som mig – det er en oplevet virkelighed.
Derfor er sansningen og kærligheden til kroppen central for vores evne til at blive i kontakt med os selv. Det er et sted at skabe et stabilt fundament at stå på i udviklingen som menneske.

Ved at bevidstgøre de kropslige reaktioner på omgivelserne, sanse, registrere og føle hvad de gør ved en, kan det blive muligt at få en forståelse for hvad det er der hæmmer vores vækst som mennesker, hvad der cementerer automatiske reaktioner, der ikke er hensigtsmæssige for os som voksne mennesker og for det liv vi gerne vil leve.

Vi kan ikke tænke os til kropslig erfaring… ved at lære kroppen ny adfærd, og fylde den med ressourcer i form af bevægelse, berøring, god mad, kærlighed og kærlige tanker kan vi bygge den kropslige energi og tilstedeværelse op.
Vi kan få nye sansede erfaringer og opbygge et stærkere kropsrum og en bedre forankring i den fysiske virkelighed.

Kroppen er vores tungeste energiressource, når der er livsenergi og styrke i kroppen kan vi bedre rumme og bære udfordringer og smerter.