Banner - Heidi Friers nyhedsbrev

KOM INDEFRA!

Kære gamle og nye kunder, venner og bekendte.

Giv dig tid til at læse lidt nyheder, måske giver det dig gode ideer til dit personlige arbejde eller inspirerer dig til at deltage i et kursus!

I den første del af nyhedsbrevet finder du kursustilbud og lidt nyheder, nederst skriver jeg fra hjertet – denne gang om at finde sig selv og komme indefra som et opråb til krisen og livets store udfordringer (det er lidt langt og kræver nok en kop the)!

HUSK at tilmelde dig mit nyhedsbrev på www.heidifrier.dk, det letter postgangen, og kræver et par klik fra din hånd.

GLEM ikke at booke tid til terapi, inspiration, healing og kropsomsorg
– bliv klar til en lækker sommer! Kontakt mig på mail@heidifrier.dk.

Venlig hilsen Heidi

spacer

MEDITATION OG OPMÆRKSOMHEDSTRÆNING

Gennem vedvarende arbejde med opmærksomhedstræning og meditation, opbygger du kontakt til et stærkere sted af nærvær og tilstedeværelse i dit liv. Efter en tid styrker det din evne til at håndtere stress og forandringer, når du mærker din egen væren, din essens som dit anker.

Det er en bevidsthedstræning, som træner at du kan mærke dig selv og verden samtidig, på en mere fredfyldt og accepterende måde. Det giver dig en bedre position i hverdagen, du bliver bedre rustet til at holde kontakten til dig selv, mærke og reelt kunne vælge ud fra dig selv, selv i krævende og pressede situationer.

Meditation ændrer gradvist hjernen, så du vil opleve mere glæde og ro i dit liv. Du skaber plads til dit indre, et rum du kan være i og handle fra. Du møder verden indefra dig selv!

Mindfullness og meditation – hver tirsdag kl 16.30-18

Inspiration til din hverdagspraksis og indre udvikling.
Vi træner målrettet mindfullness og kreativ meditation!
Spring på når du er klar.

Gruppen er på max 12 deltagere og kører hele året.
550 kroner om måneden.

Inspirationsaften i meditation – mandag d. 21. juni kl. 18-21

Introduktion til Mindfullness og meditation.

Du vil blive introduceret til enkelte øvelser som du umiddelbart kan bruge i din hverdag, til at reducere stress, øge din kropsbevidsthed og komme bedre til stede i nuet.

Tag dine venner med til en dejlig aften!
300 kroner.

Inspiration til din arbejdsplads eller interessegruppe

Book et arrangement eller et forløb med træning i Mindfullness og meditation. Prøv 3 måneders forløb på arbejdspladsen og I har skabt en helt ny forudsætning for et sundt arbejdsliv!

COMMING UP - udviklingsforløb i den nordiske vinter
Slowdreaming og transformation

Introaften – gratis – mandag d. 14. juni 19- 20.30

I efteråret starter jeg et nyt udviklingsforløb sammen med Mette Løgstrup. Vi vil arbejde blidt og dybt med forvandling, udviklingsprocesser og styrkelse af at kunne være i kontakt med sig selv med dyb accept og kærlighed.

Gruppen mødes 4 lørdage i København og to weekender i retræte et naturskønt sted. Vi arbejder over vinteren for at trække på den stærke transformerende kraft, der ligger i den nordiske vinter.

Transformative Dreamwork udvikles af Heidi Frier og Mette Løgstrup, praksisarbejde med spiritualitet, indre udvikling, energi og drømme. 
Info følger på www.heidifrier.dk. -og i næste nyhedsbrev.

spacer

HEIDI FRIER – tilbyder også:

Terapi, udviklingsforløb, inspiration og supervision for enkeltpersoner, par og grupper.
Der er stadig tider til healing og kropsbehandling.
Info: www.heidifrier.dk og tilmelding mail@heidifrier.dk eller tlf. 33114411 eller 28964415

Vision Lounge

Siden 2009 har jeg – sammen med min dejlige kollega Josephine Larsen – skabt  fundamentet for Vision Lounge, vores nye firma, der tilbyder holistisk udvikling til både arbejdspladser og selvstændige iværksættere.

I maj starter vi op med et inspirationsdage for Holistiske Iværksættere.

– læs mere eller tip en ven! www.visionlounge.dk 

Kom maj du søde milde….
- om finanskrise, nærvær og forandring

Forleden så jeg en dokumentarfilm med C.V. Jørgensen, hvor han blandt andet talte om hvordan livet var blevet mere kompliceret.

C.V. Jørgensen er godt nok 10 år ældre en mig, men jeg genkender tiden han taler om og det indviklede i den tid vi lever i, som gør jeg rynker brynene bare jeg tænker på det… jeg er tilbøjelig til at give ham ret.
Adgangen til livets enkelthed og det nærvær, der gør, at hverdagen producerer sin egen mening er nok blevet mere komplekst. Der er så mange faktorer i livet og helheden vi skal forholde os til. Billedet (som nok er et romantisk billede) at det her menneske, der skaber sin familie, skaber et liv i fællesskabet gennem sit arbejde og sine interesser, bygger en virkelighed op, læner sig tilbage og høster frugter, er måske noget vi forsøger at finde, i en virkelighed, der ikke helt kan leve op til den enkle cirkularitet af skabelse og helhed.

Det er ikke noget nyt, men det er bare blevet meget synligt, fordi de forandringer (læs også de kriser) vores samfund er i sætter vores overlevelsesstrategier på fuld speed. I stedet for at blive i os selv og opdage hvad der er af muligheder, styrter vi rundt som mus på en tømmerflåde, for at redde børnene der er på vej ud over kanten. Det er en naturlig reaktion, men den er farlig og redder os ikke på den lange bane.
Det er en stress opbyggende spiral, der får kroppen og sindet i alarmberedskab, producerer sygdom og MANGLENDE nærvær. Hvilket bare bringer os længere væk fra sunde langsigtede løsninger på de problemer vi står overfor, enten privat eller professionelt.

Selvom vores relationer, arbejdet, familien bærer kærlighed frem, kærlighed der skaber glæde og fællesskab, er det ikke sikkert vi er nærværende nok, til at synke ind i det, og blive næret af det. Og trods det, at vi har hvad der skal til at skabe et godt liv, kan det være svært at nyde det, fordi vi har der lige nu er så meget frygt i vores kultur. Vi er bange for at miste, er bange for ikke at være gode nok, ikke at klare det, er bange for større forandringer, vi mangler tillid til os selv og den verden vi lever i.

Vi har bygget en masse fælles forestillinger i vores kultur, om vores status i verden, som danskere, som et rigt velfærdsland, - og det har måske også bragt os i den prekære situation, at det er blevet en form for selvbeskyttelse og været med til at skabe en dybere usikkerhed på eget værd, egne kræfter og muligheder. Vores rigdom er blevet en falsk tryghed, og et værn mod livet og de virkeligt positive forandringer, det kan bringe med sig, at skabe ud fra et helt andet perspektiv end tryghed, dansk kernefamilie, pensionsordninger og hunde i snor.

Den finansielle krise gør ondt i hele samfundet og på en måde ved vi godt, at den er et udtryk, for noget dybere der har brug for at komme ind i en ny og mere positiv udvikling. Vi vågner op – ikke kun til en regning – men til et behov for en dybere forandring i vores holdning til det liv der binder os sammen som mennesker på den her klode.

Det er blevet en kæmpe udfordring for rigtigt mange mennesker at leve med nok omsorg og i ro med sig selv til at komme godt igennem krise og forandring.

Det er jeg optaget af. Hvordan vi kan komme hen til ro og omsorg, i første omgang med os selv, med vores kolleger, vores familie, vores venner og det vi skaber sammen. Noget der er baseret på at komme indefra, fra den jeg er som menneske, med fejl og mangler, med de store også de RIGTIGT store drømme og visioner for livet.

Jeg er optaget af, hvordan vi kan styrke vores evne til at være til stede, komme indefra, fra et roligt og godt sted, frem for at lade livet blive styret udefra, af begrænsende forestillinger om de muligheder vi har.
Hvordan kan jeg skabe den stærkeste og mest solide kontakt til mig selv, noget der gør at jeg netop HAR et valg, når skibet gynger og er ved at gå ned?
Jeg ved at de fleste af os vil sikre os selv først og derfra give, jeg tror bare at en ny og bedre balance i verden kommer den anden vej fra, fra en større tillid, så vi bliver stærke nok til at sætte os selv i spil, og tage imod andre. Så vi vokser i spørgsmålet: hvad kan jeg give til fællesskabet, hvad har jeg af gaver – både de små gaver og de store gaver.

Forestil dig bare en dag hvor vi ikke var i selvbeskyttelse, hvor vi var åbne, nærværende, ærlige. Hvor vi hilste i toget, på stien i skoven, hvor vi talte med kollegaerne om andet end noget vi havde set i tv (ikke at der er noget galt i det…) Hvor vi arbejdede i tillid til hinanden, til det vi vil give og gøre, frem for mistro og kontrol. Prøv det en dag, bare i din egen lille kreds!

Jeg foreslår hele tiden mig selv og andre: give dig selv tid, find dig selv, mærk det grundstof, den essens du kommer fra. Det at give sig selv tid er den mest simple gave du har. Tiden til være med dig selv, heler, bearbejder og bringer dig ind til en mere grundlæggende og essentiel del af dig selv. Når du er der, og du ved når du er der, så er verden og hjertet til verden åbent. Der er ikke frygt, der er ikke smålighed, der er en rolig og afrundet glæde over at være i livet. Og det er derfra, indefra og ud, vi kan skabe et godt liv.

Det er på den måde ikke så kompliceret at starte en positiv bevægelse, træn tillid, træn tilbagetrækning og fordybelse, del ud af dine gaver og dans! – og se så om der ikke findes en stor taknemmelighed over det der er…samtidig!

Kærlige tanker fra Heidi

Husk at tilmelde dig nyhedsbrevet på www.heidifrier.dk

  

spacer

 

Afmeld nyhedsbrevet

Heidi Frier