Alle skriger du skal være mindful

Men når man er stresset kan der være langt mellem åndehullerne hvor du normalt giver slip og ikke tænker på noget, eller rettere – ikke opdager at du tænker på noget. Ind imellem kan jeg slet ikke huske at det findes.
Det sker når hjulene kører for hurtigt og jeg ikke har eller giver mig tid.
Det opleves ikke som et valg at få stress, det er mere en langsom forførelse, ind i for meget aktivitet, pres på de psykiske lag, for mange krav til hvad vi skal nå. Pludselig, så er der ingen mentale pauser længere, kun uro, dårlig søvn, tristhed, frustration, selvkritik.

Alle skriger om at du skal dyrke meditation og slappe af men knappen er forsvundet. Så det opleves ikke som en vej. Selvom det også ER en vej.
Det er virkelig hårdt at lande der, ikke kunne mærke og finde vej til sit indre og til et sted af hvile, de negative tanker og bekymringerne begynder at overtage, og vi bliver isolerede fra dem vi elsker og det vi ellers holder af at engagere os i. Kroppen druknes i stresshormoner og hjernen er i overlevelsesmode og verden bliver et faretruende sted at være.

SÅ hvorfor udsigten? Den er for mig i hverdagen som et alter – altså et sted, hvor jeg bliver mindet om at der er andet end min skærm, bunkerne af vasketøj og papirting der skal ordnes. At jeg selv er natur, en isblomst, et mennesketræ, en tankefugl.

Så når jeg opdager at der er kog på (og i det hele taget): så sætter jeg mig og glor, fordi jeg kan ikke meditere i klassisk forstand. Når jeg gør det fra et stressfuldt sted finder jeg kun rod og kaos eller træthed når jeg lukker mine øjne.
Men jeg kan sætte mig og glo. Sidde på mine hænder. Lukke for telefonen. Lade tankerne vandre. Se på en måge. På linierne mellem masterne. På træerne der skifter i årstiderne.
Forbinde mig med naturen. Idag byens natur. udsigtens gave. Små bevægelser. Nye men genkendelige og afsluttede sekvenser. En måge. Fra højre til venstre. Idag snefnug og stille lys.

Naturen i mig vågner. Ligeså stille, og når jeg nu skriver og udvider mine antenner er den der, stærkt og nærværende omkring mig og i mig.

Nyd dagen:)