tiden vender

Tiden vender. Skovens bløde bund under fodsålerne. Hele kroppen der giver efter i det rytmiske møde. Varmen der breder sig. Mærke hvordan det hele er forbundet, livet i det indre og naturens rytme. Opladning og afstressning, en påmindelse og erindringer, der åbner sig i tid og rum.
Så dejligt:):)
Det bliver på en måde mere presserende, at skabe den forbindelse, pleje til den indre natur gennem at forbinde os til åndehuller uden forstyrrelser. Hver dag!
At lade livet smyge sig omkring os uden at skulle noget bestemt. Blive mindet om hvordan vi som mennesker er den samme natur og lever i samhørighed med det åndedrag der findes i naturen.

Det menneskelige – i at komme væk fra, glemme og miste fodfæstet i travlhed, aktivitet, opslugthed af noget andet. At glemme den sansende, levende og åndfulde krop. Det menneskelige i at blive stresset og ikke altid kunne finde vejen tilbage.
Og nødvendigheden af at give tid, blive ved at finde nye veje til at styrke og skabe den forbindelse i livet, så livet og hverdagen vokser ud af en helhed. Så vi undgår stress, og ikke bliver fanget i depressioner og angst fordi vi ikke kan mærke, og derfor glemmer at vælge livet og de værdier der bærer vores liv aktivt til.

Det er krævende, at det ikke er for givet at vi bare oplever at være i enhed, at vi skal være så ekstremt bevidste om de skridt vi tager i hverdagen for at holde hjertet og livet varmt. Som om det ikke er rigeligt at skulle deale med de almindelige udfordringer der er i livet. Men det er den udfordring vi står overfor, og vi er ikke alene:)
Vinterens meditation er en invitation til at mødes og holde den akse levende. Fra stress til glæde gennem den simple øvelse: at sanse kroppen, være koncentreret tilstede i nuet og holde hjertet kærligt, varmt og åbent.

kvinder+40

 

Nu er det her, sprudlende og brusende, med farver, kraft, nyt håb og energi….. Kom du med op? Og er du på vej ud i det med din skaberkraft? Har du pakket drømmene i din sommerkuffert? Vil du med ud og lege?
Find en forsommermeditation (lydfil) her

Foråret inviterer os ud af mørket, ud af den dvale og hviletilstand, som er en del af vinterens mørke og refleksion.
Ja, vi er godt nok ind i mellem tunge og deprimerede, sortseende, energiforladte og sløje i vinteren. Og det er hårdt at vente og have tillid til at der sker en stille transformation af de indre kræfter, til påny, som træerne og planterne, at springe ud og endnu engang vende ud til livet og lyset…. men når det sker, ja så er det magisk:):)

Jeg kender til næsten ikke at tro på det; – tro på at vendingen sker. kan jeg virkelig en gang til få lov til at opdage den bevægelse i mit indre og i det ydre? I år lykkedes det – både at få energien, glæden og kraften med ud og se træerne gå i blomst og mælkebøtternes flor og tage det ind. men jeg kender også til at noget kan noget hænge efter mig, som en tung dødvægt (lidt hænger der vel altid…), processer og tilstande i det indre, der ikke er er klar, noget der stadig ligger og venter… på en kærlig hånd, på accept, omsorg, kontakt.

Ofte kan det bearbejdes, snakkes til, kysses blidt, modnes, gennem ganske lidt ekstra opmærksomhed og bevidsthed, så  energien lige så stille begynder at svinge med, dreje lidt rundt, flytte sig med og ud forårets brusen.
Andre gange kan det være hårdt og krævende, og meget vanskeligt, at rumme de dybe sorte rum i sjælen, når der samtidig er så meget lys og energi. Ligesom at blive inviteret ud at danse når der ikke er noget musik der spiller i sjælen.

Så bliver vi kaldt hjem på en mere barsk og håndfast måde, DET her kræver at du bliver sammen med dig selv, mens livet og lyset er i gang. Det er også en læring. Og en træning. I at kunne gå med smerten og være i livet samtidig. Ikke give op og ikke give slip på, men blive sammen med de sårbare sider af dig selv. Gå med dig selv i hånden og huske du også er andet end det selvom du ikke kan mærke det altid.
Gradvise skridt ud af mørket.

Uanset hvor du er på din vandring og hvordan forårets brus får fat i dit hår og dit blod, så giv dig tid.
Tid til at sidde i solen. Tid til at mærke vinden. Tid til at nyde vandet og himlens foranderlighed.
Du kan lægge dig på græsset, lade jorden bære dig, lade jordens kræfter genoplade dine batterier og give slip på sorgerne og bekymringerne. Ånde ind – Mærke du er her, og du er livet:)

Jeg ønsker dig et rigtigt skønt forår og sender dig sådan ca. tusind nye mælkebøtter på vej:)

Kh Heidi