20150524_162639

Meditation til foråret
livets natur
åndedrættets rytme og dans som anker for opmærksomheden:)

 

Accept og tilladelse“-hvad er det galt med mig?”

  • tekst og lydfil til indre arbejde

Accepten er en dør, en måde at møde os selv i det der kan forekomme farligt og uoverkommeligt……  Accepten er en vej til at møde os selv i det indre procesarbejde og i livets kriser, en vej til at komme fra stress ind i væren.
En måde vi kan møde stemninger, følelser, tanker og kropslige spændinger der er vanskellige og som skaber angst, uro og bekymringer i sindet.
En vej til at lære at elske det, vi tror er uelskeligt, som dømmes ude og afholder os fra at leve i nuet og udtrykke os som de dejlige mennesker vi er:)

Accepten er ikke passiv eller opgivende, det er en åben, vågen, levende opmærksomhed, der gør det muligt for os at få øje på det skjulte, på skyggesiderne, på alle de formodede trolde og dæmoner, der i virkeligheden udgør vejen til kraft, kærlighed og liv.

Accept knytter sig til det feminine aspekt af udviklingsvejen, som en kvindelig afgrænsende nærhed, lytten ind i det der er med en kærlig opmærksomhed. En ikke fordømmende åbenhed.

 

Accepten er en aktiv indstilling.

Accept som indstilling er aktiv, forstået som vågen og opmærksom overfor det, vi rent faktisk oplever, føler, sanser og overfor hvad vi tænker og mener omkring det der sker. LÆS MERE TEKST… (mere…)

pause i byne

I mindfulness er pausen i centrum.

Pausen som et livsnødvendigt ophold i den strøm af aktivitet der foregår, om det er tankerne der flyver, om det er handling uden ophold eller følelser der kører afsted. Pausen som et kortere eller længere ophold, hvor sanserne og nuet får mulighed for at åbne sig.

Det er en helt naturlig impuls, det at vende tilbage til sig selv efter aktivitet, at følge en bølge der hæver og sænker sig. Som en touch base – komme tilbage og undersøge HVAD er der ligenu?  (læs evt. mere om at mærke livets rytme)
Hvordan har kroppen det, er jeg sulten, tørstig, træt, har jeg energi til at fortsætte, hvad sker der egentlig i mine følelser, er jeg glad, kærlighedsfyldt, negativ, irritabel, hvordan er tankerne, har de fuld skrue eller er de ved at blive lidt bløde i kanten…….

I den gode pause sanses og åbnes der ind i hvad der sker i kroppen, i følelserne, i åndedrættet.
Det er en del af den naturlige svingen mellem at være ude  med opmærksomheden og så vende ind, en konstant regulering og justering, der det meste af tiden af tiden foregår ubevidst og automatiseret.

I mindfulnesss træner vi en bevidsthed om den proces, en nysgerrighed overfor processer og automatikker.

I vores tid bliver det helt sikkert mere og mere nødvendigt, fordi vi vores krop, hjerne og psyke er så belastet. Vi lever et liv hvor vi ikke har mulighed for at bevæge os frit i løbet af dagen, bliver konstant at blive bombarderet af informationer og skal overpræstere på arbejdspladser, med for meget pres, for lidt personale, for meget usikkerthed. Kroppen og psyken reagerer spontant på det med overlevelsesstrategier og stress.

Den del af vores tanker, der springer fra sted til sted og den del som vandrer ud af mere eller mindre tilfældige spor er en nødvendig del af bevidstheden, men kan blive en fjende, hvis den får lov til at styre os igennem dagen.Der er lavet undersøgelser der viser, at hvis vi ikke stopper op, hvis den del vandrende del af tankerne ikke stoppes og perspektiveres af kontakt ind i nuet, i kropssansningen, i følelserne og kontakten, så er vi ekstra sårbare overfor at blive fanget af bekymring og depression.
Simpelthen fordi vi ved at køre derudaf uden pauser kommer til at overhøre vigtige følelser og behov, der hober sig op i kroppen og psyken. Følelser der kan opleves overvældende og ubehagelige, når der endelig opstår en pause, og vi træder ind i det, der ellers skulle være et fredeligt og afslappet rum:)
.
Det kan være utroligt svært at give sig selv tid til en pause, at finde fysisk plads og ro til det i løbet af en travl arbejdsdag, synke ind og flytte opmærksomheden væk fra det vi er optaget af. Vi kan være under pres udefra og samtidig kan vi være optaget og fanget i processen:) – det er jo spændende, at være igang, at være ude, at være på:)
Vi er så drevet af tid og præstation at er det kan være utroligt svært at huske at forbinde sig til den indre rytme, det er noget vi langsomt glemmer at tage vare på og tage alvorligt, lige til de tidspunkt, hvor vi bliver ramt af stress.

Der er mange former og metoder i mindfulness, der retter sig mod forskellige dele af hjernen, kroppen og bevidstheden – men JA det virker mod stress. Det kan tage sin tid, der kan dukke behov, følelser, gamle vaner op undervejs der kan være krævende at konfrontere og forholde sig til, men det ER en vej…
GO there!

De bedste tanker til dig

images-1

Så er det måske tid til at gøre noget ved det!!!

Dr. Carol Shively, Wake Forest University (study obesity and stress)
– whatever it is that that works for an individual, they need to value stress reduction. I think the problem in our society is that we dont value stress reduction.
In fact we value the opposite.
We admire the person who not only multitasks and does to things at once, but does five things at once. We admire that person. How they manage that? – you know… that incredible stressful way to live?

We have to change our values and value people who understand a balanced and serene life.”
Portrait of a killer, 2008

Sidder i morgentimerne en søndag og strikker til  dokumentaren – “Portræt af en dræber”, som nogen af jer måske har set, da den blev sendt på DR for en del år siden, (og jeg vidst også reklamerede for den i et nyhedsbrev, nu ligger den på youtube -juhuuu).
Det er en fantastisk spændende dokumentar, der er baseret på forskning og videnskabelige undersøgelser at mennesker og af en bavianstammes liv, det sociale hieraki og stress – de kigger på hvordan den sociale placering og socialitet påvirker krop, følelser og hjerne.

Forskerne komme godt rundt i hjørnerne af den moderne stressede kultur, viser hvad det gør ved os, og får kappet hovedet af den (for visse specielt arbejdsgivernes) gængse opfattelse af at stress af at årsagen til stress skal findes hos individet. Egentlig også en meget selvcentreret tanke…..
Det bliver bøjet i neon, at vi som kultur er på en farlig kurs, ved fortsat at hylde en livsstil, der ikke værdsætter nærvær, proces, tid, natur, samspil, gensidig respekt og forståelse, men til gengæld markedsgør de allerfineste og dybe kvaliteter og relationer vi har som mennesker.

De allerfleste mennesker i vores kultur er ramt af lavt selvværd og selvhad, de fleste oplever ikke en indre tilfredshed og glæde over livet. Der er en underliggende stress og frygt for ikke at være god nok, ikke at “kunne leve op til” at være den slags “perfekte” menneske, der kan honorere den kompleksitet af krav der stilles i omgivelserne. Krav der er blevet en del af den indre selvforståelse.

Vi er udsat for at miste vores dybeste selvfølelse, ved hele tiden at spejle os i en kultur der overvælder os med billeder af det perfekte liv, hvor prestigen ligger i at kunne præstere hele vejen rundt (vel og mærke uden at blive træt), hvor livet ikke har er cyklisk og alderen ikke findes.
Vores børn har vanskeligheder ved overhovet at nå at fæstne deres eget indre billede af dem selv, fæstne deres indre far og mor, deres indre relationer, deres indre fornemmelse af at være mig, og får dermed svært ved at kende forskel på hvad der er dem selv og det sociale jeg som omgivelserne gerne vil have de skal leve op til. Det er en meget farlig udvikling og det skaber øget angst og stress, noget som de fleste af os kan genkende i vores eget liv eller i vores nærmeste omgivelser.
Vi risikerer at miste evnen til kontakt og indlevelse.

I dokumentaren vises fine eksempler på den process hos både mennesker og aber:) hvordan og hvorfor gruppen, kontakten og en medfølende, kærlig socialitet kan heale stress og skabe et bedre, sundere og længere liv, både hos aber og mennesker, igen hvad der sker i krop, hjerne og følelser.
Den peger på vejen til en nødvendig forandring, der måske skal til for at vores civilisation skal overleve.

Jeg håber du vil give dig tid til at se dokumentaren og bruge den som afsæt til at gøre noget i dit liv og dine fællesskaber der trækker i retning af kærlighed, venskab, no-stress, natur, medfølelse, leg. At det giver dig støtte til at du vil gære HVAD SOM HELST det kræver for at finde glæden ved det helt særlige liv du har, livet med sine særheder, skævheder, skørheder og vanskeligheder:)

KÆRLIGHED TIL DIG

pause

PAUSER – det er NU de skal planlægges

Lige kommet tilbage fra lang ferie – kroppen protesterer – nu har jeg i over 3 uger haft frihed til at bevæge mig når jeg vil, hvile mig når jeg vil, være aktiv og springe rundt, få sol, regn, vind og vejr ind i alle afkrogene. Der er blevet godt luftet ud, jeg kan slet ikke huske alle de tråde jeg var igang med at arbejde med før jeg tog afsted.

Langsomheden
Jeg forsøger at åbne alting med en vis langsomhed af respekt for den hvile, som kroppen og sjælen havde sådan brug for, og som har lejret sig som en blød sandbund – noget der ikke har brug for at flytte sig så hurtigt, en mere flydende form for opmærksomhed.
Den lange pauses gave…

Perspektiv
Jeg opdager hvor utroligt mange ting jeg har igang i mit liv når jeg vender tilbage til hverdagen. Kan godt køre videre – men overvejer: at bruge den opdagelse til noget, et spørgsmål til mig selv: hvad er det jeg vil, hvad har JEG brug for. Hvad gør mig glad? Hvad er det i mig der har så travlt med at realisere alt i den hastighed? Er det noget jeg vil? Er det nødvendigt? Hvad er det drevet af?

Drivremme
Ex….Overlevelse – ja, jeg skal jo tjene til mit brød. At give og gøre en forskel – ja der er masser jeg gerne vil dele og give til andre. Præstation – ja det er der også, for hvem er noget i det her samfund hvis ikke de præsterer på alle livsområder? Gammel vane – ja der er gamle vaner, i at have travlt, ikke have tid nok, hele tiden være lidt skabe en oplevelse af at være bagud….
De her overvejelser kræver også lidt tid, jeg har slet ikke tid til at sætte igang endnu – skal lige have mig selv ind i den nye krop og have lidt mere vågen bevidsthed med op til start.

Jeg giver mig pauser
Finder et svømmehul ved skibsbroen jeg besøger efter eller før arbejde, sætter med ud på bænken med min kaffe, tar imod afbud og afbrydelser af planer, inviterer det der er flydende og perspektiver med, mærker min sorg over at skulle slippe min bevægelsesfrihed, mærker glæden over gensyn/hør med kollegaer, kunder, venner.

Prioriterer og planlægger pauser
Prøver at give slip på jeg BØR og jeg SKAL. Taler med mig selv og andre om de projekter jeg har, giver lidt slip på dem, så kan jeg tage fat i den igen med en ny nænsomhed overfor dem og mig selv:) lægger mærke til at jeg planlægger mine pauser den næste tid, tid til bevægelse, fritid, forberedelse, kurser.

Hvis jeg ikke gør det
så kører tiden og aktiviteter derudaf med mig som blind passager. Og min krop kan og vil ikke længere, bare være et motor for mit hovede og påduttet frygtstyret præstation, og min sjæl begynder at græde hvis jeg ikke har tid til at være ordentligt til stede dér hvor jeg er.
Jeg håber du kan finde tid til de processer der lander din feriekrop tilbage i hverdagen på en god måde, at dine indre og ydre chef(er) har slappet af, at det er muligt at bremse op ind imellem og stoppe den bevidstløse løben og genskabe kontakten til den indre dans:)

Lige da jeg landede – en appelsin i turbanen
blev jeg inviteret i Radio 24/7 som ambassadør for den gode pause – HURRA – tænk at få lov til at tale om noget der er så flyvsk og filosofisk og som er SÅ vigtigt.  – 15 minutters samtale om Pausen

De varmeste tanker og augustvinde
Heidi

meditation.0311 001

Man kan blive så træt…..

Af sin indre dommer

En af de værste modstandere vi har for vores selvhelbredelse er den indre dommer. Du er ikke god nok, du burde gøre dit og dat, hvorfor har du ikke…, tag dig nu sammen, andre kan jo godt finde ud af det, er du ikke ret dum, nu er du syg igen, hvad vil de andre tænke…..
Endeløst!
Den indre dommer vil hele tiden trække os tilbage til de gamle mønstre for tanker, følelser, handlinger. Når vi har gjort hvad vi bør og skal, så kommer der en umiddelbar tilfredshed i systemet – men vi er ikke nødvendigvis blevet næret og fyldt op – vi har bare gjort det vi har lært.
Den indre dommer begrænser os i at leve ud fra glæde, energi og dybere kvaliteter.

Den indre dommer er en del af den mentale struktur og er udviklet som et led i barnets socialisering og tilpasning til omgivelserne. Som børn er vi dybt afhængige af forældrenes kærlighed og kontakt, vi tilpasser os som en blomst i en potte og vokser alt efter næring og lys. Der hvor vi får kontakt og kærlighed til at lære os selv at kende, til at udfolde, fysiske og følelsesmæssige behov, til at udvikle en dybere fornemmelse og forståelse for os selv, der sker der en udfoldelse, en slags blomstring i hjernens fine kamre, så vi har frit løb imellem kropssansningen, følelserne, fornemmelserne. De mentale strukturer vi kan udvikle fra det sted har en frihed over sig – til at sætte ord, forståelse og mening – på det der foregår og det vi gerne vil.

Der hvor vi bliver afvist, der hvor vi fornemmer eller får at vide at vi er forkerte, der hvor kontakten ikke bærer igennem til en indre oplevelse af sammenhæng, der trækker vi os tilbage. Der kan opstå indre skyld eller skam over det at være sig selv – fordi det tilsyneladende ikke er gangbart i de nærmeste omgivelser. Der opstår en frygt for de impulser, der kan føre til oplevelser af afvisning, forkerthed (er det et ord:) eller forladthed.
For at kompensere for tabet af kontakt og for at undgå at mærke smerten adapterer vi omgivelsernes holdninger til os selv og til “sagen”. Det kan være alt fra de helt simplistiske former som “du burde” og “tag dig sammen” til tungere meningsdannende billeder “mennesker der er sådan er nogen svin”

Dommeren er i det perspektiv en del af selvbevarende system, der sørger for at vi ikkekommer i uføre hos de mennesker vi er afhængige af – den har hjulpet os selv til at holde tilbage på impulser og behov, der kunne bringe os i fare. Uanset at dommeren samtidig har vedligeholdt den indre smerte og fangenskabet.
Den gradvise frigørelse i det ydre ser vi eks. i teenageopgøret – nu vil vi fandeme ikke længere finde os i at være undertrykt af de begrænsende holdninger som forældrene og samfundet er talerør for – jeg må væk og være mig selv.

Den indre frigørelse er en livslang proces – de indlærte mønstre fra barndommen ligger aflejret i nogle sejlivede komplekser, der kræver bevidsthed og energi at bryde. Vi kan arbejde med frigørelse gennem forståelse af mønstre, forløsning af smerte og kontakt til de kræfter der ligger i skyggesiderne. Men alene er det ikke nok.
Det er nødvendigt at skabe en indre praksis der imødegår dommeren, når den overvælder os og trækker os ind i lidelse, smerte, selvundertrykkelse, skyld, skam, lavt selvværd….. uuuuhhhhh.
Og jo mere vi nærmer os den frygt og angst der knytter sig til de tilbageholdte impulser, jo mere vi folder os ud, desto stærkere bliver dommeren. Den er jo pissebange for at vi skal gå til grunde (selvom det voksne rationale ser anderledes på situationen) Det er en barsk portvogter at tage livtag med.

I den daglige praksis kan du arbejde med kærlighed til dig selv, – selvpleje, selvomsorg, ros til at du følger det der er vigtigt for dig i dit liv.
Du kan arbejde med at være et neutralt ikke fordømmende vidne til det der foregår i dig selv. Notere dig det der foregår, uden at behøve at skulle gøre noget med det.
Du kan have en kærlig indstilling som du mærker i hjertet, et lille smil, til det der sker i dig, at glæder og sorger, præcis som hvis du var en god og kærlig forælder eller bedsteforælder. En træning i at være god nok præcis som du er, med alt hvad der er af lyst, energi, glæde, raseri, leg, ballade, tristhed, forvirring……
Du kan arbejde med accept. Forsøge at træne en accept af det der er uden at udelukke svære følelser eller smerte, igen uden at gribe ind, men tillade dig at mærke det, med den kærlige holdning i hånden.

Og ja, man kan blive så træt, at sin indre dommer. Fordi den pisker en afsted og er så ukærlig overfor de indre bevægelser, de indre svingninger og vejen til stress er brolagt med burde og must do…….
Så giv slip – tag en bajer som Olsen i Huset på Christianshavn ville sige:)

Den indre frigørelse er en lang proces og går hånd i hånd med at vi gør det bedste vi kan for at tage ansvar i livet og handle efter det vi tror på og drømmer om.

De bedste tanker
Heidi
http://www.heidifrier.dk

20141106_144916

Kroppen er vores livstræ, kroppens bærer på vores historie, de følelser vi har gennemlevet, den er præget af de tankemønstre vi styrer efter i vores liv, de handlinger og hændelser vi har udsat kroppen for. Vi kan læse kroppens fortælling i ansigtets rynker, hudens udstråling, kroppens holdning…..

Kroppens holdning er præget af den udvikling vi gennemgik som børn, det møde vi havde med omgivelserne:
– om vi oplevede at vi havde ret til eksistens, at vi kunne udtrykke behov og få dem dækket, at vi kunne kravle, rulle, rejse os, bevæge os frit, tage vores rum, stå på egne ben, få støtte til at udtrykke os, udtrykke vilje og handlinger, være i vores køn og udvikle vores personlige identitet i kontakten med andre.

Muskulaturen og den måde nervesystem, hormoner, organer fungerer er en refleksion af mødet med omgivelserne. Har der været ro, uro, frygt, kærlighed, tryghed og omsorg…
Som mennesker lever vi en økologisk niche og udfolder os som en del af den helhed vi er opvokset i. Vi har tilegnet os det sprog og den væren i verden som vores forældre og omverden præsenterede os for.

På den måde er vores krop et udtryk for vores karakter og vores ressourcer. Og den bærer på de ar og den smerte vi fået med os, der hvor vi blev presset eller ikke fik støtte, der hvor vi gik ind i frygt og skam frem for kærlighed og kraft.

Det billede og den fornemmelse vi har jeg’et og kroppen udspringer sig til en slags kropsidentitet.

Den fysiske krops viden om sin identitet, hvad den kan, hvor den er stærk, er baseret på de kropslige erfaringer, tilstande som kroppen har gennemlevet. Den fysiske krop refererer til sig selv, den balancerer sig efter de tilstande den husker og genkender. Den har på den måde sit helt eget liv og sin egen homøostase.

Når vi er ude af balance, søger kroppen hen mod et sted den genkender som et sted at finde balance. Man kan eks. se at vægt er styret af et fysisk balancepunkt, noget gennemsnitsligt, sådan har jeg det bedst, eller sådan har jeg det mest, og at den for størstedelen uden besvær får styret kroppen derhen (regulering gennem hormoner/hjerne/nerver).
Man kan se at muskler og væv der har kendt til en bestemt form/træning hurtigere genopretter/genoptager den bevægelighed og smidighed som den tidligere har erfaret.

Derfor er det vi fodrer os selv med, og det vi lærte som børn og unge, et anker vi kan vende tilbage til og bygge videre på. Vores celler genkender og husker. Og kan lære nyt. Kroppens identitet er stærkt båret af vores kultur – vi omorganiserer os for at tilpasse os kulturens og gruppens normer. I vores kultur har kærligheden til kroppen som den er meget svære kår, og det er en frygt og en ukærlighed der skaber utrolig meget smerte og sygdom, fordi vi ikke elsker og accepterer kroppen som den er.

20141106_144916

Damasio som er en af vores førende hjerneforskere har forsket i hvad det er vi oplever som vores jeg, og han mener at kunne påvise en tæt sammenhæng med sansningen og registreringen af krops-jeget som ligger i en bestemt del af hjernen.
Når vi sanser kropsjeget opleves det som mig – det er en oplevet virkelighed.
Derfor er sansningen og kærligheden til kroppen central for vores evne til at blive i kontakt med os selv. Det er et sted at skabe et stabilt fundament at stå på i udviklingen som menneske.

Ved at bevidstgøre de kropslige reaktioner på omgivelserne, sanse, registrere og føle hvad de gør ved en, kan det blive muligt at få en forståelse for hvad det er der hæmmer vores vækst som mennesker, hvad der cementerer automatiske reaktioner, der ikke er hensigtsmæssige for os som voksne mennesker og for det liv vi gerne vil leve.

Vi kan ikke tænke os til kropslig erfaring… ved at lære kroppen ny adfærd, og fylde den med ressourcer i form af bevægelse, berøring, god mad, kærlighed og kærlige tanker kan vi bygge den kropslige energi og tilstedeværelse op.
Vi kan få nye sansede erfaringer og opbygge et stærkere kropsrum og en bedre forankring i den fysiske virkelighed.

Kroppen er vores tungeste energiressource, når der er livsenergi og styrke i kroppen kan vi bedre rumme og bære udfordringer og smerter.

 

stadig varme i jorden:)

At mærke sit liv – bølgen mellem afspænding og aktivitet

”Jeg tror at nøglen til at have det godt og undgå stress er at kunne mærke sit liv. Og det kræver at vi tager os tid til det…….. Tid til at mærke, kigge, føle, dufte og smage. Alt det som jeg ikke har undt mig selv at bruge tid på. Fordi jeg hele tiden skulle præstere noget nyt og nå et nyt mål” Mette Helbæk fra bogen “Hvordan jeg kom gennem stress og blev klogere af det” af Heidi Vesterberg

Bølgen mellem afslapning og aktivitet
– underligt at de fleste – inklusive mig selv – kan have en levende overbevisning om at jeg ikke har tid til en time for mig selv – altså HELT for mig selv, når jeg til gengæld nemt spilder tid ved – for eksempel – at blive optaget af hurtig kommunikation på nettet, med mere eller mindre usorteret information, der bare kommer ind og fylder mine mellemrum. Det er utroligt svært at trække stikket ud bevidst, ikke som i flere dage eller uger, men i løbet af dagen.

Pauser og mellemrum er afgørende for vores psykiske sundhed.
Det er her kroppen får den hvile der er nødvendigt for at nervesystemet, hormonerne, hjernen og kroppens organerne kan restituere sig, gå i hvileposition. Det er her informationsstrømmen kan fordele sig og indlejre sig på en meningsfyldt måde i hukommelsen.
Det er naturligt og en del af livsrytmen at vi hele tiden er i en bevægelse fra aktivitet til afspænding, det er en konstant bølgebevægelse, med mere eller mindre høje, takkede eller blide bølger. Det er let at aktivere en bevægelse, sætte gang i en bølge og måske endda at skabe en stresset situation. Det har vi lært….

stadig varme i jorden:)

AfspændingAt spænde af og give slip, er en autonom respons, når der er tilpas ro i og omkring os, så lægger systemet sig ned af sig selv og hvilen kommer.

Når bevidstheden og kroppen bevæger sig fra at være i aktivitet til hvile opstår der naturligt tilstande som kedsomhed og let uro. Det er resterne af det drive der ligger i aktiviteten (i hormoner og nerver), som vi helt reaktivt svarer på ved at ville gøre noget. For at falde til ro skal man gennem den sitren og de følelser der dukker op. Det sker meget automatisk, ofte opdager vi ikke bevægelsen.

Nogen gange kommer vi til at reagere ved at skabe en ny aktivitet, eks. tjekke telefonen, spise mad, ryge en smøg…. – vi ser serier, slapper af ved at være optaget af noget andet udenfor os selv.
Andre gange er det muligt at være i overgangen og falde til ro. Det sker nogen gange i toget:… jeg sidder, venter, skal ikke noget, så kommer roen snigende, tankerne bliver mere flydende, måske kommer der en dagdrøm, tanker om dem der sidder overfor i kupeen…… Eller måske falder jeg i søvn, giver helt slip, tager et powernap.

Bevægelsen kan stivne så vi bliver hængende i før højt gear, det er det de fleste genkender som stress tilstand, å bliver det sværere og sværere at slappe af og vi fortsætter i før høj aktivitet og kontakt. Bølgen kan ikke lægge sig, og vi bruger “downers” til at slappe af, vin, tobak, tv, mad – lader noget andet lægge os ned. Det kan også være noget tilsyneladende sundere hvor vi udmatter kroppen gennem for meget træning ift. kroppens egentlige behov.

Afspænding og afslapning, genopladning, komme tilbage til sig selv og følge bølgen, være mere i flow i processen…. det er noget der kan trænes og genlæres, og det kan være nødvendigt at genlære efter for lang periode i for højt gear.
Gennem tid til at mærke, sanse, være i nuet som det er, tvinge sig selv gennem uroen (ikke bide på krogen).
Gennem leg og det i livet der sjovt og spontant følger vi kroppen og sindets naturlige rejse tilbage til sig selv……

DSC_0720

Indrømmer – jeg får stress når jeg skal tage min arbejdskrop på igen efter sommerferien – pyyyh ha……
– at slippe feriekroppen, slippe dage der kan få lov til at være mere flydende og hvor processer der bliver sat til side i hverdagen kan komme til orde.
RUM og TID.  Jeg vil altid have mere, elsker at opdage lysten til alt muligt andet jeg også gerne vil, og nyder mest af alt nok bare at være i naturen og mærke græsset og den friske luft. For mig er der ikke noget mere vidunderligtJ Sanse og være….
Hvert år brokker mit indre barn sig over at ferien er slut, at den ikke varer 6 uger, at jeg skal disciplinere mig selv ind i faste former, selvom jeg også glæder mig til at gå i gang med mine planer, der har vokset sig dejlige og federe i løbet af ferien.
So what to do. Viljen driver hjulet igang….. også begynder jeg at lede lidt i mine gemmer, rydder lidt op. Jeg finder mine ritualer frem, dem jeg ved taler til min indre natur, min krop og mine energikilder. Jeg får langsomt liv ind i rummene jeg er i, mine venner og mine interesser.
Overvejer hvad der er vigtigt for den næste sæson, er der noget nyt jeg vil lære, noget jeg gerne vil have mere fokus på og kigger på hvor jeg kan finde det der skal til for at det lykkes.
Hvad skal der til for at jeg kan være så glad og nærværende som muligt i det jeg skal og gør i mit liv? Hvad skal der til for at undgå stress i en hverdag der også er tæt pakket med aktiviteter, kommunikation og krav til præstation?

DSC_0720
(mere…)

dalle-valle.png

Stress og kvindeliv+40

kursus for kvinder +40
På kurset vil vi have fokus på kvindeliv og vejen ud af stress, bekymringer og angst. Du får tid til at pleje dig selv og støtte til hvordan du kan bygge din livsenergi op, hvordan du kan genfinde kontakten til din krop og dine indre livskilder.
Kurset starter til oktober og strækker sig over vinteren. Vi giver tid til at krop og psyke kan falde ind i et mere roligt modus når der er stress og uro, tid til at få indsigter og skabe nye vaner i livet.
læs mere her stress og kvindeliv