20150625_200746

 

– om den dysfunktionelle familie, om svigt og tilgivelse børn og forældre imellem

I 2012 var jeg så heldig at deltage i flere programmer med Uben Zeuthen. På det tidspunkt havde hun et 2 timers samtaleprogram, hvor der oftest var tre deltagere, dialog med lytterne. Oftes kom samtalen godt i dybden, fordi der var tid. Her et link til program:

Jeg kan godt høre jeg er lidt nervøs i starten:)

I 2012 var jeg så heldig at deltage i flere programmer med Uben Zeuthen. På det tidspunkt havde hun et 2 timers samtaleprogram, hvor der oftest var tre deltagere, dialog med lytterne. Oftes kom samtalen godt i dybden, fordi der var tid. Her et link til program:

Jeg kan godt høre jeg er lidt nervøs i starten:)

Iben og Mødregruppen – 2012
Hvornår fylder forældre så meget, at de tager pladsen fra barnet? Vi taler i dag om den dysfunktionelle familie, om svigt og tilgivelse børn og forældre imellem. Gæster: Forfatter Katrine Marie Guldager, Krops- og psykoterapeut Heidi Frier og forfatter og psykoterapeut Mette Glargaard. Iben Maria Zeuthen
Ibens Mødregruppe

 

Accept og tilladelse“-hvad er det galt med mig?”

  • tekst og lydfil til indre arbejde

Accepten er en dør, en måde at møde os selv i det der kan forekomme farligt og uoverkommeligt……  Accepten er en vej til at møde os selv i det indre procesarbejde og i livets kriser, en vej til at komme fra stress ind i væren.
En måde vi kan møde stemninger, følelser, tanker og kropslige spændinger der er vanskellige og som skaber angst, uro og bekymringer i sindet.
En vej til at lære at elske det, vi tror er uelskeligt, som dømmes ude og afholder os fra at leve i nuet og udtrykke os som de dejlige mennesker vi er:)

Accepten er ikke passiv eller opgivende, det er en åben, vågen, levende opmærksomhed, der gør det muligt for os at få øje på det skjulte, på skyggesiderne, på alle de formodede trolde og dæmoner, der i virkeligheden udgør vejen til kraft, kærlighed og liv.

Accept knytter sig til det feminine aspekt af udviklingsvejen, som en kvindelig afgrænsende nærhed, lytten ind i det der er med en kærlig opmærksomhed. En ikke fordømmende åbenhed.

 

Accepten er en aktiv indstilling.

Accept som indstilling er aktiv, forstået som vågen og opmærksom overfor det, vi rent faktisk oplever, føler, sanser og overfor hvad vi tænker og mener omkring det der sker. LÆS MERE TEKST… (mere…)

pause i byne

I mindfulness er pausen i centrum.

Pausen som et livsnødvendigt ophold i den strøm af aktivitet der foregår, om det er tankerne der flyver, om det er handling uden ophold eller følelser der kører afsted. Pausen som et kortere eller længere ophold, hvor sanserne og nuet får mulighed for at åbne sig.

Det er en helt naturlig impuls, det at vende tilbage til sig selv efter aktivitet, at følge en bølge der hæver og sænker sig. Som en touch base – komme tilbage og undersøge HVAD er der ligenu?  (læs evt. mere om at mærke livets rytme)
Hvordan har kroppen det, er jeg sulten, tørstig, træt, har jeg energi til at fortsætte, hvad sker der egentlig i mine følelser, er jeg glad, kærlighedsfyldt, negativ, irritabel, hvordan er tankerne, har de fuld skrue eller er de ved at blive lidt bløde i kanten…….

I den gode pause sanses og åbnes der ind i hvad der sker i kroppen, i følelserne, i åndedrættet.
Det er en del af den naturlige svingen mellem at være ude  med opmærksomheden og så vende ind, en konstant regulering og justering, der det meste af tiden af tiden foregår ubevidst og automatiseret.

I mindfulnesss træner vi en bevidsthed om den proces, en nysgerrighed overfor processer og automatikker.

I vores tid bliver det helt sikkert mere og mere nødvendigt, fordi vi vores krop, hjerne og psyke er så belastet. Vi lever et liv hvor vi ikke har mulighed for at bevæge os frit i løbet af dagen, bliver konstant at blive bombarderet af informationer og skal overpræstere på arbejdspladser, med for meget pres, for lidt personale, for meget usikkerthed. Kroppen og psyken reagerer spontant på det med overlevelsesstrategier og stress.

Den del af vores tanker, der springer fra sted til sted og den del som vandrer ud af mere eller mindre tilfældige spor er en nødvendig del af bevidstheden, men kan blive en fjende, hvis den får lov til at styre os igennem dagen.Der er lavet undersøgelser der viser, at hvis vi ikke stopper op, hvis den del vandrende del af tankerne ikke stoppes og perspektiveres af kontakt ind i nuet, i kropssansningen, i følelserne og kontakten, så er vi ekstra sårbare overfor at blive fanget af bekymring og depression.
Simpelthen fordi vi ved at køre derudaf uden pauser kommer til at overhøre vigtige følelser og behov, der hober sig op i kroppen og psyken. Følelser der kan opleves overvældende og ubehagelige, når der endelig opstår en pause, og vi træder ind i det, der ellers skulle være et fredeligt og afslappet rum:)
.
Det kan være utroligt svært at give sig selv tid til en pause, at finde fysisk plads og ro til det i løbet af en travl arbejdsdag, synke ind og flytte opmærksomheden væk fra det vi er optaget af. Vi kan være under pres udefra og samtidig kan vi være optaget og fanget i processen:) – det er jo spændende, at være igang, at være ude, at være på:)
Vi er så drevet af tid og præstation at er det kan være utroligt svært at huske at forbinde sig til den indre rytme, det er noget vi langsomt glemmer at tage vare på og tage alvorligt, lige til de tidspunkt, hvor vi bliver ramt af stress.

Der er mange former og metoder i mindfulness, der retter sig mod forskellige dele af hjernen, kroppen og bevidstheden – men JA det virker mod stress. Det kan tage sin tid, der kan dukke behov, følelser, gamle vaner op undervejs der kan være krævende at konfrontere og forholde sig til, men det ER en vej…
GO there!

De bedste tanker til dig

images-1

Så er det måske tid til at gøre noget ved det!!!

Dr. Carol Shively, Wake Forest University (study obesity and stress)
– whatever it is that that works for an individual, they need to value stress reduction. I think the problem in our society is that we dont value stress reduction.
In fact we value the opposite.
We admire the person who not only multitasks and does to things at once, but does five things at once. We admire that person. How they manage that? – you know… that incredible stressful way to live?

We have to change our values and value people who understand a balanced and serene life.”
Portrait of a killer, 2008

Sidder i morgentimerne en søndag og strikker til  dokumentaren – “Portræt af en dræber”, som nogen af jer måske har set, da den blev sendt på DR for en del år siden, (og jeg vidst også reklamerede for den i et nyhedsbrev, nu ligger den på youtube -juhuuu).
Det er en fantastisk spændende dokumentar, der er baseret på forskning og videnskabelige undersøgelser at mennesker og af en bavianstammes liv, det sociale hieraki og stress – de kigger på hvordan den sociale placering og socialitet påvirker krop, følelser og hjerne.

Forskerne komme godt rundt i hjørnerne af den moderne stressede kultur, viser hvad det gør ved os, og får kappet hovedet af den (for visse specielt arbejdsgivernes) gængse opfattelse af at stress af at årsagen til stress skal findes hos individet. Egentlig også en meget selvcentreret tanke…..
Det bliver bøjet i neon, at vi som kultur er på en farlig kurs, ved fortsat at hylde en livsstil, der ikke værdsætter nærvær, proces, tid, natur, samspil, gensidig respekt og forståelse, men til gengæld markedsgør de allerfineste og dybe kvaliteter og relationer vi har som mennesker.

De allerfleste mennesker i vores kultur er ramt af lavt selvværd og selvhad, de fleste oplever ikke en indre tilfredshed og glæde over livet. Der er en underliggende stress og frygt for ikke at være god nok, ikke at “kunne leve op til” at være den slags “perfekte” menneske, der kan honorere den kompleksitet af krav der stilles i omgivelserne. Krav der er blevet en del af den indre selvforståelse.

Vi er udsat for at miste vores dybeste selvfølelse, ved hele tiden at spejle os i en kultur der overvælder os med billeder af det perfekte liv, hvor prestigen ligger i at kunne præstere hele vejen rundt (vel og mærke uden at blive træt), hvor livet ikke har er cyklisk og alderen ikke findes.
Vores børn har vanskeligheder ved overhovet at nå at fæstne deres eget indre billede af dem selv, fæstne deres indre far og mor, deres indre relationer, deres indre fornemmelse af at være mig, og får dermed svært ved at kende forskel på hvad der er dem selv og det sociale jeg som omgivelserne gerne vil have de skal leve op til. Det er en meget farlig udvikling og det skaber øget angst og stress, noget som de fleste af os kan genkende i vores eget liv eller i vores nærmeste omgivelser.
Vi risikerer at miste evnen til kontakt og indlevelse.

I dokumentaren vises fine eksempler på den process hos både mennesker og aber:) hvordan og hvorfor gruppen, kontakten og en medfølende, kærlig socialitet kan heale stress og skabe et bedre, sundere og længere liv, både hos aber og mennesker, igen hvad der sker i krop, hjerne og følelser.
Den peger på vejen til en nødvendig forandring, der måske skal til for at vores civilisation skal overleve.

Jeg håber du vil give dig tid til at se dokumentaren og bruge den som afsæt til at gøre noget i dit liv og dine fællesskaber der trækker i retning af kærlighed, venskab, no-stress, natur, medfølelse, leg. At det giver dig støtte til at du vil gære HVAD SOM HELST det kræver for at finde glæden ved det helt særlige liv du har, livet med sine særheder, skævheder, skørheder og vanskeligheder:)

KÆRLIGHED TIL DIG

meditation.0311 001

Man kan blive så træt…..

Af sin indre dommer

En af de værste modstandere vi har for vores selvhelbredelse er den indre dommer. Du er ikke god nok, du burde gøre dit og dat, hvorfor har du ikke…, tag dig nu sammen, andre kan jo godt finde ud af det, er du ikke ret dum, nu er du syg igen, hvad vil de andre tænke…..
Endeløst!
Den indre dommer vil hele tiden trække os tilbage til de gamle mønstre for tanker, følelser, handlinger. Når vi har gjort hvad vi bør og skal, så kommer der en umiddelbar tilfredshed i systemet – men vi er ikke nødvendigvis blevet næret og fyldt op – vi har bare gjort det vi har lært.
Den indre dommer begrænser os i at leve ud fra glæde, energi og dybere kvaliteter.

Den indre dommer er en del af den mentale struktur og er udviklet som et led i barnets socialisering og tilpasning til omgivelserne. Som børn er vi dybt afhængige af forældrenes kærlighed og kontakt, vi tilpasser os som en blomst i en potte og vokser alt efter næring og lys. Der hvor vi får kontakt og kærlighed til at lære os selv at kende, til at udfolde, fysiske og følelsesmæssige behov, til at udvikle en dybere fornemmelse og forståelse for os selv, der sker der en udfoldelse, en slags blomstring i hjernens fine kamre, så vi har frit løb imellem kropssansningen, følelserne, fornemmelserne. De mentale strukturer vi kan udvikle fra det sted har en frihed over sig – til at sætte ord, forståelse og mening – på det der foregår og det vi gerne vil.

Der hvor vi bliver afvist, der hvor vi fornemmer eller får at vide at vi er forkerte, der hvor kontakten ikke bærer igennem til en indre oplevelse af sammenhæng, der trækker vi os tilbage. Der kan opstå indre skyld eller skam over det at være sig selv – fordi det tilsyneladende ikke er gangbart i de nærmeste omgivelser. Der opstår en frygt for de impulser, der kan føre til oplevelser af afvisning, forkerthed (er det et ord:) eller forladthed.
For at kompensere for tabet af kontakt og for at undgå at mærke smerten adapterer vi omgivelsernes holdninger til os selv og til “sagen”. Det kan være alt fra de helt simplistiske former som “du burde” og “tag dig sammen” til tungere meningsdannende billeder “mennesker der er sådan er nogen svin”

Dommeren er i det perspektiv en del af selvbevarende system, der sørger for at vi ikkekommer i uføre hos de mennesker vi er afhængige af – den har hjulpet os selv til at holde tilbage på impulser og behov, der kunne bringe os i fare. Uanset at dommeren samtidig har vedligeholdt den indre smerte og fangenskabet.
Den gradvise frigørelse i det ydre ser vi eks. i teenageopgøret – nu vil vi fandeme ikke længere finde os i at være undertrykt af de begrænsende holdninger som forældrene og samfundet er talerør for – jeg må væk og være mig selv.

Den indre frigørelse er en livslang proces – de indlærte mønstre fra barndommen ligger aflejret i nogle sejlivede komplekser, der kræver bevidsthed og energi at bryde. Vi kan arbejde med frigørelse gennem forståelse af mønstre, forløsning af smerte og kontakt til de kræfter der ligger i skyggesiderne. Men alene er det ikke nok.
Det er nødvendigt at skabe en indre praksis der imødegår dommeren, når den overvælder os og trækker os ind i lidelse, smerte, selvundertrykkelse, skyld, skam, lavt selvværd….. uuuuhhhhh.
Og jo mere vi nærmer os den frygt og angst der knytter sig til de tilbageholdte impulser, jo mere vi folder os ud, desto stærkere bliver dommeren. Den er jo pissebange for at vi skal gå til grunde (selvom det voksne rationale ser anderledes på situationen) Det er en barsk portvogter at tage livtag med.

I den daglige praksis kan du arbejde med kærlighed til dig selv, – selvpleje, selvomsorg, ros til at du følger det der er vigtigt for dig i dit liv.
Du kan arbejde med at være et neutralt ikke fordømmende vidne til det der foregår i dig selv. Notere dig det der foregår, uden at behøve at skulle gøre noget med det.
Du kan have en kærlig indstilling som du mærker i hjertet, et lille smil, til det der sker i dig, at glæder og sorger, præcis som hvis du var en god og kærlig forælder eller bedsteforælder. En træning i at være god nok præcis som du er, med alt hvad der er af lyst, energi, glæde, raseri, leg, ballade, tristhed, forvirring……
Du kan arbejde med accept. Forsøge at træne en accept af det der er uden at udelukke svære følelser eller smerte, igen uden at gribe ind, men tillade dig at mærke det, med den kærlige holdning i hånden.

Og ja, man kan blive så træt, at sin indre dommer. Fordi den pisker en afsted og er så ukærlig overfor de indre bevægelser, de indre svingninger og vejen til stress er brolagt med burde og must do…….
Så giv slip – tag en bajer som Olsen i Huset på Christianshavn ville sige:)

Den indre frigørelse er en lang proces og går hånd i hånd med at vi gør det bedste vi kan for at tage ansvar i livet og handle efter det vi tror på og drømmer om.

De bedste tanker
Heidi
http://www.heidifrier.dk

dalle-valle.png

Stress og kvindeliv+40

kursus for kvinder +40
På kurset vil vi have fokus på kvindeliv og vejen ud af stress, bekymringer og angst. Du får tid til at pleje dig selv og støtte til hvordan du kan bygge din livsenergi op, hvordan du kan genfinde kontakten til din krop og dine indre livskilder.
Kurset starter til oktober og strækker sig over vinteren. Vi giver tid til at krop og psyke kan falde ind i et mere roligt modus når der er stress og uro, tid til at få indsigter og skabe nye vaner i livet.
læs mere her stress og kvindeliv