tiden vender

Tiden vender. Skovens bløde bund under fodsålerne. Hele kroppen der giver efter i det rytmiske møde. Varmen der breder sig. Mærke hvordan det hele er forbundet, livet i det indre og naturens rytme. Opladning og afstressning, en påmindelse og erindringer, der åbner sig i tid og rum.
Så dejligt:):)
Det bliver på en måde mere presserende, at skabe den forbindelse, pleje til den indre natur gennem at forbinde os til åndehuller uden forstyrrelser. Hver dag!
At lade livet smyge sig omkring os uden at skulle noget bestemt. Blive mindet om hvordan vi som mennesker er den samme natur og lever i samhørighed med det åndedrag der findes i naturen.

Det menneskelige – i at komme væk fra, glemme og miste fodfæstet i travlhed, aktivitet, opslugthed af noget andet. At glemme den sansende, levende og åndfulde krop. Det menneskelige i at blive stresset og ikke altid kunne finde vejen tilbage.
Og nødvendigheden af at give tid, blive ved at finde nye veje til at styrke og skabe den forbindelse i livet, så livet og hverdagen vokser ud af en helhed. Så vi undgår stress, og ikke bliver fanget i depressioner og angst fordi vi ikke kan mærke, og derfor glemmer at vælge livet og de værdier der bærer vores liv aktivt til.

Det er krævende, at det ikke er for givet at vi bare oplever at være i enhed, at vi skal være så ekstremt bevidste om de skridt vi tager i hverdagen for at holde hjertet og livet varmt. Som om det ikke er rigeligt at skulle deale med de almindelige udfordringer der er i livet. Men det er den udfordring vi står overfor, og vi er ikke alene:)
Vinterens meditation er en invitation til at mødes og holde den akse levende. Fra stress til glæde gennem den simple øvelse: at sanse kroppen, være koncentreret tilstede i nuet og holde hjertet kærligt, varmt og åbent.