fbpx
livets skønhed

Det at vælge kærligheden og nænsomheden i mødet med sig selv er en hjørnesten i den indre udvikling. En dyb nødvendighed for at kunne få kontakt med dele af vores livskraft og livsenergi. Kærligheden står ikke alene, den står sammen med intentionen og viljeskraften, men den nænsomme kærlighed er en nøgle til nærværet og det måske kalder sjæl.

Kærligheden åbner til ressourcer vi allerede har vågne og befæster dem. Kærligheden åbner til dele af det psykiske landskab der savner, længes, mangler kontakt.

Det sidste er de huller, der viser sig i livet som tristhed, depression, uro, forladthed. Det er aftryk, der blev sat gennem opvæksten. Noget der her fæstnet sig, noget vi selv har stadfæstet i vores voksne liv. Noget der ikke er blevet taget sig af. Noget der ikke har haft mulighed for at folde sig ud. Noget vi har lært at skjule og gemme væk. Noget der følger livets rejse og folder sig ud i rette tid og alder.

Det er følelser, impulser og tanker der kan være omgæret af skam, fordi det udtrykker sig som noget umodent, barnligt og uformet når det endelig får plads i livet.

Behov og længsler efter noget vi måske kender snerten af, men ikke kender til fulde. Impulser der ikke er blevet udfoldet, ikke har fået den kontakt og anerkendelse som kunne hjælpe til at det blev modnet, fik sprog, fik handling, fik følelse og krop.

Måske aner vi glimt af hvad det er, som billeder af noget vi kan genkende; moren eller faren der favner sit barn, støtter sit barn, legen, udfordringen, glæden, skaberkraften, samværet.
Vi ser det måske afspejlet i andre menneskers samvær, i fortællinger i bøger og film, i naturen og kunst som spirende symbolske lag i psyken.

Når vi vælger at være selvkærlige, ved eksempelvis at yde omsorg til kroppen, ved at sætte ord på spirende eller forbudte følelsers, ved at være skabende og skabe billeder på noget, ved at sætte handlinger bag noget vi har lyst til, så er det veje vi bygger indefra ud, udefra ind.

Vi tilbyder de dele af os, der længes og trænges, et rum med muligheder for udfoldelse.
Det er en undersøgelse, en nysgerrighed og en handling vi giver til os selv. Det er en insisteren på at være tilstede fuldt ud.

Hvis jeg giver mig selv det jeg mener jeg savner og længes efter: tid, accept, kærlighed og rum til undersøgelsen hvad sker der så? Hvad bryder så frem? Hvad opdager vi?

Energi, livskraft, mod, lyst, vrede, glæde, ro……follow up.
Skam, skyld, frygt.

De lukkede dele af vores livsenergi, som vi gennem livet møder i vores relationer, i vores indre har tit skam, skyld og frygt som følgesvende. Og de får os tit til at holde tilbage, gå tilbage til det trygge, og det begrænsede blik på hvem vi er.

Den måde vi har lært at møde os selv, de erfaringer vi har med at udvikle os og vokse som mennesker, sætter standarten for hvordan vi møder os selv i den naturlige udvikling og modningsproces gennem livet.

Har vi lært at sige ja, møde os selv med accept, kærlighed, nysgerrighed – eller har vi lært at holde igen og lukke af.

Og vi dømmer os selv med de øjne og de fortællinger vi har samlet op gennem barndommen, gennem vores køn, gennem samfundsstrukturen.

Når vi bryder igennem det trygge og det kendte, begynder at mærke vores egen kraft, kropslige sansninger og behov, følelser, drømme, så er det er det en opvågnen og en spiring. Det vækker glæde og energi, det vækker utryghed og modstand. Det skaber spændingsfelter vi kan arbejde med.

Det er bevægelser ud i et vildere og mere ukendt landskab, vi ved ikke hvem vi er, og vi har ikke de indre støttesystemer der skal til for at holde rummet uden af mærke utrygheden, frygten, usikkerheden.

Identiteten er på spil her. Hvem er jeg så, hvis jeg ikke er den søde smilende pige, hvis jeg ikke præstere, hvis jeg siger fra, hvis jeg gør mig mere fri, følger mine egne veje, har tillid til min sjæl og mit jeg. Hvad kan der ske?

I udviklingen kan man se at vi ind imellem tager tigerspring, vi springer ud og ser at det er ok, og vi vokser. Vi ser også at der er dele af psyken, der er så forankret i det tillærte, i den nedarvede struktur og de traumer vi har med at det tager tid at lære at kende til fulde.
Vi skal tage en trin af gangen. langsomt åbne og skabe ro og tillid i det indre til at vi kan bære.

I den her form for arbejde skaber vi et fundament for begge dele, vi styrker opmærksomheden, vi forankrer i nuet, vi skaber ro i krop og nervesystem, vi sender kærlige energier og tanker ind, vi sætter en intention og en retning for det arbejde. Det er bevidsthed der gør det muligt at springe når vi er klar eller får lidt hjælp, og en kontakt der gør det muligt at opdage når det er de små men væsentlige skridt der tages i en retning.

Når vi er fanget i frygten og det manglende mod til at gå hele vejen er det fordi vi ikke har helheden med. Vi ser verden og virkeligheden fra et perspektiv der er fanget af den tænkning og de begrænsninger vi har lært at leve med. Vi glemmer vi har adgang til en langt friere og vildere kraft som vi kan frisætte igennem at bryde tabuerne, forbinde os til kroppen, naturen, sjælen og hinanden. Vi glemmer at vi er en del af fælles udvikling, hvor vores frigørelse og frisættelse af livskraft og livsenergi er et vigtigt bidrag.

Det er også derfor vi har brug for rollemodeller, tilskyndelser, støtte, netværk, samtaler. Når vi ser at det kan lade sig gøre. Når vi bliver støttet i at springe og bruge os selv med de ressourcer og kvaliteter vi har. Når vi bliver spejlet og set. Når vi deler med hinanden. Så kan vi vokse, og forstå at vi ikke vokser alene men i et fantastisk mønster der skaber helheden.

Kærlighed til dig
Heidi

skam

Skam og kærlighed

At bevæge sig i indre landskaber er en risikabelt affære, at turde se sig selv og livet som det er. Det kalder på krigeren. Det at blive stående og gå med hele vejen. Ikke ønske at springe over. Ikke ville gå glip af livsgnisten og eventyret, glæden og smerten – fordi man er faldet i søvn.

Rejsen bringer både kraft og sårbarhed. Ind imellem går den gennem skam, vores psykiske og biokemiske beredskab, der på godt støtter os i en nødvendig socialisering og overlevelse, og på ondt bringer os ind i overtilpasning og et liv præget af selvskade og indre smerte.
Vi kender nok til lidt af begge varianter. Kærlighedsmeditationen er en støtte til den proces.  (mere…)

Vending ind i vinteren

Skovens bløde bund under fodsålerne. Hele kroppen der giver efter i det rytmiske møde. Varmen der breder sig. Mærke hvordan det hele er forbundet, livet i det indre og naturens rytme. Opladning og afstressning, en påmindelse og erindringer, der åbner sig i tid og rum.

Så dejligt:):)
Det bliver på en måde mere presserende, at skabe den forbindelse, pleje til den indre natur gennem at forbinde os til åndehuller uden forstyrrelser. Hver dag!
At lade livet smyge sig omkring os uden at skulle noget bestemt. Blive mindet om hvordan vi som mennesker er den samme natur og lever i samhørighed med det åndedrag der findes i naturen. (mere…)

stressakse

At kunne følge en blød rytme gennem overgange

Jeg har før skrevet om bølgen, den naturlige bølge vi svinger med i løbet af dagen, ugen, året. Bølgen der hæver og sænker sig, fra hvile og afspænding til aktivitet og handling. Fra regenererende flydende tilstande til koncentrede målrettede former.

Bølgen er beskrivelsen af den spændingstilstand, som vi gennem opvæksten træner, så vi langsomt kan rumme større udsving og krav og samtidig evner at holde os selv sunde og smidige, fysisk, mentalt og følelsesmæssigt.

En vidunderlig evne, der gør at vi på den gode side kan være så heldige at vi kan bevæge os fra jubel og vildskab til ro og afspænding med samme lethed som et trygt barn jubler og skriger ved faren og farten på en en rutschebane fordi det har en erfaring i at kunne lande i noget, der er roligt og kærligt. (mere…)

At møde smerte og fordømmelse med accept.

Accepten er en dør, en måde at møde os selv i det der kan forekomme farligt og uoverkommeligt……  Accepten er en vej til at møde os selv i det indre procesarbejde og i livets kriser, en vej til at komme fra stress ind i væren.
En måde vi kan møde stemninger, følelser, tanker og kropslige spændinger der er vanskellige og som skaber angst, uro og bekymringer i sindet.
En vej til at lære at elske det, vi tror er uelskeligt, som dømmes ude og afholder os fra at leve i nuet og udtrykke os som de dejlige mennesker vi er:) lyt til lydfil her

Accepten er ikke passiv eller opgivende, det er en åben, vågen, levende opmærksomhed, der gør det muligt for os at få øje på det skjulte, på skyggesiderne, på alle de formodede trolde og dæmoner, der i virkeligheden udgør vejen til kraft, kærlighed og liv. (mere…)

Man kan blive så træt…..

En af de værste modstandere vi har for vores selvhelbredelse er den indre dommer. Du er ikke god nok, du burde gøre dit og dat, hvorfor har du ikke…, tag dig nu sammen, andre kan jo godt finde ud af det, er du ikke ret dum, nu er du syg igen, hvad vil de andre tænke…..
Endeløst!
Den indre dommer vil hele tiden trække os tilbage til de gamle mønstre for tanker, følelser, handlinger. Når vi har gjort hvad vi bør og skal, så kommer der en umiddelbar tilfredshed i systemet – men vi er ikke nødvendigvis blevet næret og fyldt op – vi har bare gjort det vi har lært.
Den indre dommer begrænser os i at leve ud fra glæde, energi og dybere kvaliteter.

Den indre dommer er en del af den mentale struktur og er udviklet som et led i barnets socialisering og tilpasning til omgivelserne. Som børn er vi dybt afhængige af forældrenes kærlighed og kontakt, vi tilpasser os som en blomst i en potte og vokser alt efter næring og lys. Der hvor vi får kontakt og kærlighed til at lære os selv at kende, til at udfolde, fysiske og følelsesmæssige behov, til at udvikle en dybere fornemmelse og forståelse for os selv, der sker der en udfoldelse, en slags blomstring i hjernens fine kamre, så vi har frit løb imellem kropssansningen, følelserne, fornemmelserne. De mentale strukturer vi kan udvikle fra det sted har en frihed over sig – til at sætte ord, forståelse og mening – på det der foregår og det vi gerne vil.

Der hvor vi bliver afvist, der hvor vi fornemmer eller får at vide at vi er forkerte, der hvor kontakten ikke bærer igennem til en indre oplevelse af sammenhæng, der trækker vi os tilbage. Der kan opstå indre skyld eller skam over det at være sig selv – fordi det tilsyneladende ikke er gangbart i de nærmeste omgivelser. Der opstår en frygt for de impulser, der kan føre til oplevelser af afvisning, forkerthed (er det et ord:) eller forladthed.
For at kompensere for tabet af kontakt og for at undgå at mærke smerten adapterer vi omgivelsernes holdninger til os selv og til “sagen”. Det kan være alt fra de helt simplistiske former som “du burde” og “tag dig sammen” til tungere meningsdannende billeder “mennesker der er sådan er nogen svin”

Dommeren er i det perspektiv en del af selvbevarende system, (mere…)