skam

Skam og kærlighed

At bevæge sig i indre landskaber er en risikabelt affære, at turde se sig selv og livet som det er. Det kalder på krigeren. Det at blive stående og gå med hele vejen. Ikke ønske at springe over. Ikke ville gå glip af livsgnisten og eventyret, glæden og smerten – fordi man er faldet i søvn.

Rejsen bringer både kraft og sårbarhed. Ind imellem går den gennem skam, vores psykiske og biokemiske beredskab, der på godt støtter os i en nødvendig socialisering og overlevelse, og på ondt bringer os ind i overtilpasning og et liv præget af selvskade og indre smerte.
Vi kender nok til lidt af begge varianter. Kærlighedsmeditationen er en støtte til den proces.  (mere…)

Vending ind i vinteren

Skovens bløde bund under fodsålerne. Hele kroppen der giver efter i det rytmiske møde. Varmen der breder sig. Mærke hvordan det hele er forbundet, livet i det indre og naturens rytme. Opladning og afstressning, en påmindelse og erindringer, der åbner sig i tid og rum.

Så dejligt:):)
Det bliver på en måde mere presserende, at skabe den forbindelse, pleje til den indre natur gennem at forbinde os til åndehuller uden forstyrrelser. Hver dag!
At lade livet smyge sig omkring os uden at skulle noget bestemt. Blive mindet om hvordan vi som mennesker er den samme natur og lever i samhørighed med det åndedrag der findes i naturen. (mere…)

stressakse

At kunne følge en blød rytme gennem overgange

Jeg har før skrevet om bølgen, den naturlige bølge vi svinger med i løbet af dagen, ugen, året. Bølgen der hæver og sænker sig, fra hvile og afspænding til aktivitet og handling. Fra regenererende flydende tilstande til koncentrede målrettede former.

Bølgen er beskrivelsen af den spændingstilstand, som vi gennem opvæksten træner, så vi langsomt kan rumme større udsving og krav og samtidig evner at holde os selv sunde og smidige, fysisk, mentalt og følelsesmæssigt.

En vidunderlig evne, der gør at vi på den gode side kan være så heldige at vi kan bevæge os fra jubel og vildskab til ro og afspænding med samme lethed som et trygt barn jubler og skriger ved faren og farten på en en rutschebane fordi det har en erfaring i at kunne lande i noget, der er roligt og kærligt. (mere…)

At møde smerte og fordømmelse med accept.

Accepten er en dør, en måde at møde os selv i det der kan forekomme farligt og uoverkommeligt……  Accepten er en vej til at møde os selv i det indre procesarbejde og i livets kriser, en vej til at komme fra stress ind i væren.
En måde vi kan møde stemninger, følelser, tanker og kropslige spændinger der er vanskellige og som skaber angst, uro og bekymringer i sindet.
En vej til at lære at elske det, vi tror er uelskeligt, som dømmes ude og afholder os fra at leve i nuet og udtrykke os som de dejlige mennesker vi er:) lyt til lydfil her

Accepten er ikke passiv eller opgivende, det er en åben, vågen, levende opmærksomhed, der gør det muligt for os at få øje på det skjulte, på skyggesiderne, på alle de formodede trolde og dæmoner, der i virkeligheden udgør vejen til kraft, kærlighed og liv. (mere…)

Man kan blive så træt…..

En af de værste modstandere vi har for vores selvhelbredelse er den indre dommer. Du er ikke god nok, du burde gøre dit og dat, hvorfor har du ikke…, tag dig nu sammen, andre kan jo godt finde ud af det, er du ikke ret dum, nu er du syg igen, hvad vil de andre tænke…..
Endeløst!
Den indre dommer vil hele tiden trække os tilbage til de gamle mønstre for tanker, følelser, handlinger. Når vi har gjort hvad vi bør og skal, så kommer der en umiddelbar tilfredshed i systemet – men vi er ikke nødvendigvis blevet næret og fyldt op – vi har bare gjort det vi har lært.
Den indre dommer begrænser os i at leve ud fra glæde, energi og dybere kvaliteter.

Den indre dommer er en del af den mentale struktur og er udviklet som et led i barnets socialisering og tilpasning til omgivelserne. Som børn er vi dybt afhængige af forældrenes kærlighed og kontakt, vi tilpasser os som en blomst i en potte og vokser alt efter næring og lys. Der hvor vi får kontakt og kærlighed til at lære os selv at kende, til at udfolde, fysiske og følelsesmæssige behov, til at udvikle en dybere fornemmelse og forståelse for os selv, der sker der en udfoldelse, en slags blomstring i hjernens fine kamre, så vi har frit løb imellem kropssansningen, følelserne, fornemmelserne. De mentale strukturer vi kan udvikle fra det sted har en frihed over sig – til at sætte ord, forståelse og mening – på det der foregår og det vi gerne vil.

Der hvor vi bliver afvist, der hvor vi fornemmer eller får at vide at vi er forkerte, der hvor kontakten ikke bærer igennem til en indre oplevelse af sammenhæng, der trækker vi os tilbage. Der kan opstå indre skyld eller skam over det at være sig selv – fordi det tilsyneladende ikke er gangbart i de nærmeste omgivelser. Der opstår en frygt for de impulser, der kan føre til oplevelser af afvisning, forkerthed (er det et ord:) eller forladthed.
For at kompensere for tabet af kontakt og for at undgå at mærke smerten adapterer vi omgivelsernes holdninger til os selv og til “sagen”. Det kan være alt fra de helt simplistiske former som “du burde” og “tag dig sammen” til tungere meningsdannende billeder “mennesker der er sådan er nogen svin”

Dommeren er i det perspektiv en del af selvbevarende system, (mere…)