I forsommeren er energifeltet kraftfuldt og skabende. Lyset vækker kroppen og cellerne trækker livet til. Og du flyver med, uanset om det passer til det livstema der fylder, dit humør, din hverdag og det ansvar du skal bære.

Det er naturens cyklus, der sætter i gang og inviterer dig op til dans.
Til udfoldelse af ideer, drømme, tanker handlinger, følelser. Og det bygger bølger af energi som du står i. Uanset. En acceleration.

Det er fornyelse og opvinde. Og du kan gå med.

Det kan skubbe til din handlekraft, planlægning og eksekvering af noget du ønsker skal vækste.
Det kan ramme din ambivalens, mellem det du bør og skal og det du har lyst til at gå med. Så du skal prioritere, acceptere at du skal stå med din vægt fremme ift. dine mål, det du er nødt til at holde i livet og din energi

Og det kan lyse ind på steder i krop og hjerte, hvor der er uforløste følelser. Vække sorg, vrede og smerte, der slår sig løs og kan frisættes eller har brug for ekstra tid til balancering, når der for meget aktivitet.
Og det kan blive en hvirvelstrøm, der kan vække ekstase, livsglæde og sløre mørkets skygger.

Uanset hvor hjulet drejer, hvor bølgerne rejser sig så kan du sætte ind med selvomsorg og opmærksomhed.

Så du kan følge med temposkiftet
Så du holder din retning fra et sted hvor du er rodfæstet
Så du kan tage glæden ind.

Hvad bærer fornyelse i dit liv?
Hvad hjælper dig til at give slip og tage imod?
Kan du støtte det med en ekstra handling?
Hvad er selvomsorg i processen?

Tak for at læse med
Heidi

fornyelsesproces

omsorg er ikke passivt
Er fortsat optaget af omsorgens kraft. Omsorg for liv. Omsorg mellem mennesker, for vores nære. Omsorgen i vores fællesskaber, der, hvor vi kobler handling på de værdier, vi fælles kan bliver enige om.
Og selvomsorgen, som vejviser et langt stykke af vejen i indre arbejde og udvikling.

Hver livsfase og udfordrende hændelse vækker muligheden for at trække omsorg ind. Ikke som noget passivt, selvbeskyttende eller omklamrende. Men som en aktiv målrettet opmærksomhed ind i det, der har brug for at får vækst og liv. Det der står klar til at komme til live, træde ind.
Det kan selvfølgelig være besværligt, for det åbner også til dele af det indre, der måske har skam, ikke har så meget begreb om hvad der foregår, som er kaotisk og umuligt. Derfor er der noget kraftfuldt i det vedvarende, i selvomsorgen der kan kiles ind sammen med opmærksomheden, og begynde at skabe vækst til at forstå, mærk, være med, stå godt i sig selv. Også i det der er svært.
Som sagt, omsorg er ikke passivt, heller ikke selvomsorgen.
Det er udtryk for kraft og vilje til at skabe gode liv. Skabe trivsel og vækst. Tage sig af. Det er små og store handlinger, intentioner. Det er kærlige tanker og følelser.

Selvomsorg som begreb og praksis er en hjørnesten i udviklingsarbejdet og i kvindegrupperne.
Det er den dybeste healing.

Tak for at læse med
Heidi
mindfulness

Omsorg og tid til udvikling

De vigtigste søjler i vores udvikling som mennesker er tid og omsorg.
I hvert livsafsnit, hver overgang, hver udviklingsproces, hver krævende periode vi går igennem er det, at gennemleve udviklingsfaser væsentligt for trivsel og modning.
Væsentligt for at vi kan transformere os gennem de udfordringer, som vores liv bringer. Så vi kommer gennem klogere, og måske tydeligt beriget og fornyet; med nye færdigheder, kvaliteter og kræfter.

Udviklingsprocessen går gennem mange faser og trin, og det er cirkulære læreprocesser. Vi skal opdage og erfare i det nye. Vi skal finde ressourcer. konfrontere gamle spøgelser. Tilrette gamle erfaringer. Og vi skal udvikle nye færdigheder og adfærd.

Og det kræver tid, opmærksomhed og omsorg.
Tid til modning i krop, følelser og tanker.
Og filmen knækker mange gange, fordi der ikke er tid.

(mere…)

nænsomhed

Omsorg i et fællesskab er ikke kun varme hænder og varme hjerter.

Omsorg er også, at det samfund og det fællesskab, du er en del af, kalder dig ind.
At bliver kaldt ind til at varetage en opgave, og gennem det opdage mere om hvad du kan, mærke dit værd, udvikle ressourcer og glæden ved at være en del af fællesskabet.

Det starter i det små i opværksten, og bygger herfra en kerneværdi i barnet.
At være medskaber, medansvarlig og have ret til indflydelse.
At forstå sig selv i verden som mere end sig selv.
At opleve den beskyttelse det er, at nogen definerer en opgave, ikke bare være frit flyvende i rummet.
At skabe sprog for deltagelse.

Glæde og tilfredsstillelse.
Omsorgen, der skaber rammer for det kræver tid. Det er ikke noget der opstår af sig selv, og det indeholder indbyggede konflikter, tilpasninger, ubehag, succes og fejl.Det er udvikling.

Og det er ofte lettere at tage kontrol end at skulle åbne sig, tillade forandringerne og tillade den andet eller det andet at træde ind.
Men det er smukt når det sker:) Og det er nødvendigt for at bringe mening, glæde og ansvar ind i vores fællesskaber.

Tak for at læse med
Heidi

nænsomhed

Der er oftest en vej til indre ressourcer og nærvær. Også der, hvor du er træt og har brug for at træde tilbage, ligger der guld:)

Det er en praksis, og noget du kan bygge op. Så du får et sted i dit liv at træde ind  i forstærke i hverdagen. Så du ved mere om de ressourcer du kan trække på, når smerter, bekymringer, frygt og negative mønstre der trækker ind over livet som skyer.

Det er en del af at af styrke sit livsfundament. Det kan bygge sig ind i din krop, dit nervesystem. Ind i dit psykiske landskab. Det skaber basis for at opleve mere åbent, frit. Det støtter at du kan trække det smukke, stærke og positive i livet ind, dér hvor du er ligenu.

Og udviklingen flytter sig smukt rundt i forskellige felter af i krop, tanker og følelser som en fortløbende modningsproces

(mere…)

At komme fri af overlevelse, din krops dybe beredskab

Som det kommer med sine bølger – af stop and go, med kulden og varmen, med klar energi og parathed, og med træthed og priser der skal betales af krop og energi for vinterens arbejde.

Hvordan kroppen har det er en vane, som vaner og skemaer vi kender, når de rejser sig i følelser og tanker.Både helt adfærdsmæssigt, hvordan vi spiser, bevæger os, har vores selvomsorg.

Hvad vi har arvet, af dispositioner, i genetik og slægtens nedarvede historie, af vores formødre- og fædres nervesystem.
Hvad der er kommet til, af hændelser og hvad vi har udsat den for.
Hvad der er knyttet til livsfasen, hormoner, cyklus, alder.
Hvad vi tænker om kroppen, som kvinder, som piger, som kroppe.
Synet udefra, selvbilledet der er bygget i den tid vi voksede op i, og i den tid vi lever i nu.

Vores grundimpuls er at blive i det, som vi har lært er overlevelsesdygtigt. (mere…)

livets skønhed

Det at vælge kærligheden og nænsomheden i mødet med sig selv er en hjørnesten i den indre udvikling. En dyb nødvendighed for at kunne få kontakt med dele af vores livskraft og livsenergi. Kærligheden står ikke alene, den står sammen med intentionen og viljeskraften, men den nænsomme kærlighed er en nøgle til nærværet og det måske kalder sjæl.

Kærligheden åbner til ressourcer vi allerede har vågne og befæster dem. Kærligheden åbner til dele af det psykiske landskab der savner, længes, mangler kontakt.

Det sidste er de huller, der viser sig i livet som tristhed, depression, uro, forladthed. Det er aftryk, der blev sat gennem opvæksten. Noget der her fæstnet sig, noget vi selv har stadfæstet i vores voksne liv. Noget der ikke er blevet taget sig af. Noget der ikke har haft mulighed for at folde sig ud. Noget vi har lært at skjule og gemme væk. Noget der følger livets rejse og folder sig ud i rette tid og alder.

Det er følelser, impulser og tanker der kan være omgæret af skam, fordi det udtrykker sig som noget umodent, barnligt og uformet når det endelig får plads i livet.

Behov og længsler efter noget vi måske kender snerten af, men ikke kender til fulde. Impulser der ikke er blevet udfoldet, ikke har fået den kontakt og anerkendelse som kunne hjælpe til at det blev modnet, fik sprog, fik handling, fik følelse og krop.

Måske aner vi glimt af hvad det er, som billeder af noget vi kan genkende; moren eller faren der favner sit barn, støtter sit barn, legen, udfordringen, glæden, skaberkraften, samværet.
Vi ser det måske afspejlet i andre menneskers samvær, i fortællinger i bøger og film, i naturen og kunst som spirende symbolske lag i psyken.

Når vi vælger at være selvkærlige, ved eksempelvis at yde omsorg til kroppen, ved at sætte ord på spirende eller forbudte følelsers, ved at være skabende og skabe billeder på noget, ved at sætte handlinger bag noget vi har lyst til, så er det veje vi bygger indefra ud, udefra ind.

Vi tilbyder de dele af os, der længes og trænges, et rum med muligheder for udfoldelse.
Det er en undersøgelse, en nysgerrighed og en handling vi giver til os selv. Det er en insisteren på at være tilstede fuldt ud.

Hvis jeg giver mig selv det jeg mener jeg savner og længes efter: tid, accept, kærlighed og rum til undersøgelsen hvad sker der så? Hvad bryder så frem? Hvad opdager vi?

Energi, livskraft, mod, lyst, vrede, glæde, ro……follow up.
Skam, skyld, frygt.

De lukkede dele af vores livsenergi, som vi gennem livet møder i vores relationer, i vores indre har tit skam, skyld og frygt som følgesvende. Og de får os tit til at holde tilbage, gå tilbage til det trygge, og det begrænsede blik på hvem vi er.

Den måde vi har lært at møde os selv, de erfaringer vi har med at udvikle os og vokse som mennesker, sætter standarten for hvordan vi møder os selv i den naturlige udvikling og modningsproces gennem livet.

Har vi lært at sige ja, møde os selv med accept, kærlighed, nysgerrighed – eller har vi lært at holde igen og lukke af.

Og vi dømmer os selv med de øjne og de fortællinger vi har samlet op gennem barndommen, gennem vores køn, gennem samfundsstrukturen.

Når vi bryder igennem det trygge og det kendte, begynder at mærke vores egen kraft, kropslige sansninger og behov, følelser, drømme, så er det er det en opvågnen og en spiring. Det vækker glæde og energi, det vækker utryghed og modstand. Det skaber spændingsfelter vi kan arbejde med.

Det er bevægelser ud i et vildere og mere ukendt landskab, vi ved ikke hvem vi er, og vi har ikke de indre støttesystemer der skal til for at holde rummet uden af mærke utrygheden, frygten, usikkerheden.

Identiteten er på spil her. Hvem er jeg så, hvis jeg ikke er den søde smilende pige, hvis jeg ikke præstere, hvis jeg siger fra, hvis jeg gør mig mere fri, følger mine egne veje, har tillid til min sjæl og mit jeg. Hvad kan der ske?

I udviklingen kan man se at vi ind imellem tager tigerspring, vi springer ud og ser at det er ok, og vi vokser. Vi ser også at der er dele af psyken, der er så forankret i det tillærte, i den nedarvede struktur og de traumer vi har med at det tager tid at lære at kende til fulde.
Vi skal tage en trin af gangen. langsomt åbne og skabe ro og tillid i det indre til at vi kan bære.

I den her form for arbejde skaber vi et fundament for begge dele, vi styrker opmærksomheden, vi forankrer i nuet, vi skaber ro i krop og nervesystem, vi sender kærlige energier og tanker ind, vi sætter en intention og en retning for det arbejde. Det er bevidsthed der gør det muligt at springe når vi er klar eller får lidt hjælp, og en kontakt der gør det muligt at opdage når det er de små men væsentlige skridt der tages i en retning.

Når vi er fanget i frygten og det manglende mod til at gå hele vejen er det fordi vi ikke har helheden med. Vi ser verden og virkeligheden fra et perspektiv der er fanget af den tænkning og de begrænsninger vi har lært at leve med. Vi glemmer vi har adgang til en langt friere og vildere kraft som vi kan frisætte igennem at bryde tabuerne, forbinde os til kroppen, naturen, sjælen og hinanden. Vi glemmer at vi er en del af fælles udvikling, hvor vores frigørelse og frisættelse af livskraft og livsenergi er et vigtigt bidrag.

Det er også derfor vi har brug for rollemodeller, tilskyndelser, støtte, netværk, samtaler. Når vi ser at det kan lade sig gøre. Når vi bliver støttet i at springe og bruge os selv med de ressourcer og kvaliteter vi har. Når vi bliver spejlet og set. Når vi deler med hinanden. Så kan vi vokse, og forstå at vi ikke vokser alene men i et fantastisk mønster der skaber helheden.

Kærlighed til dig
Heidi

skam

Skam og kærlighed

At bevæge sig i indre landskaber er en risikabelt affære, at turde se sig selv og livet som det er. Det kalder på krigeren. Det at blive stående og gå med hele vejen. Ikke ønske at springe over. Ikke ville gå glip af livsgnisten og eventyret, glæden og smerten – fordi man er faldet i søvn.

Rejsen bringer både kraft og sårbarhed. Ind imellem går den gennem skam, vores psykiske og biokemiske beredskab, der på godt støtter os i en nødvendig socialisering og overlevelse, og på ondt bringer os ind i overtilpasning og et liv præget af selvskade og indre smerte.
Vi kender nok til lidt af begge varianter. Kærlighedsmeditationen er en støtte til den proces.  (mere…)

Vending ind i vinteren

Skovens bløde bund under fodsålerne. Hele kroppen der giver efter i det rytmiske møde. Varmen der breder sig. Mærke hvordan det hele er forbundet, livet i det indre og naturens rytme. Opladning og afstressning, en påmindelse og erindringer, der åbner sig i tid og rum.

Så dejligt:):)
Det bliver på en måde mere presserende, at skabe den forbindelse, pleje til den indre natur gennem at forbinde os til åndehuller uden forstyrrelser. Hver dag!
At lade livet smyge sig omkring os uden at skulle noget bestemt. Blive mindet om hvordan vi som mennesker er den samme natur og lever i samhørighed med det åndedrag der findes i naturen. (mere…)

stressakse

At kunne følge en blød rytme gennem overgange

Jeg har før skrevet om bølgen, den naturlige bølge vi svinger med i løbet af dagen, ugen, året. Bølgen der hæver og sænker sig, fra hvile og afspænding til aktivitet og handling. Fra regenererende flydende tilstande til koncentrede målrettede former.

Bølgen er beskrivelsen af den spændingstilstand, som vi gennem opvæksten træner, så vi langsomt kan rumme større udsving og krav og samtidig evner at holde os selv sunde og smidige, fysisk, mentalt og følelsesmæssigt.

En vidunderlig evne, der gør at vi på den gode side kan være så heldige at vi kan bevæge os fra jubel og vildskab til ro og afspænding med samme lethed som et trygt barn jubler og skriger ved faren og farten på en en rutschebane fordi det har en erfaring i at kunne lande i noget, der er roligt og kærligt. (mere…)

Næste side »