fbpx
livets skønhed

Det at vælge kærligheden og nænsomheden i mødet med sig selv er en hjørnesten i den indre udvikling. En dyb nødvendighed for at kunne få kontakt med dele af vores livskraft og livsenergi. Kærligheden står ikke alene, den står sammen med intentionen og viljeskraften, men den nænsomme kærlighed er en nøgle til nærværet og det måske kalder sjæl.

Kærligheden åbner til ressourcer vi allerede har vågne og befæster dem. Kærligheden åbner til dele af det psykiske landskab der savner, længes, mangler kontakt.

Det sidste er de huller, der viser sig i livet som tristhed, depression, uro, forladthed. Det er aftryk, der blev sat gennem opvæksten. Noget der her fæstnet sig, noget vi selv har stadfæstet i vores voksne liv. Noget der ikke er blevet taget sig af. Noget der ikke har haft mulighed for at folde sig ud. Noget vi har lært at skjule og gemme væk. Noget der følger livets rejse og folder sig ud i rette tid og alder.

Det er følelser, impulser og tanker der kan være omgæret af skam, fordi det udtrykker sig som noget umodent, barnligt og uformet når det endelig får plads i livet.

Behov og længsler efter noget vi måske kender snerten af, men ikke kender til fulde. Impulser der ikke er blevet udfoldet, ikke har fået den kontakt og anerkendelse som kunne hjælpe til at det blev modnet, fik sprog, fik handling, fik følelse og krop.

Måske aner vi glimt af hvad det er, som billeder af noget vi kan genkende; moren eller faren der favner sit barn, støtter sit barn, legen, udfordringen, glæden, skaberkraften, samværet.
Vi ser det måske afspejlet i andre menneskers samvær, i fortællinger i bøger og film, i naturen og kunst som spirende symbolske lag i psyken.

Når vi vælger at være selvkærlige, ved eksempelvis at yde omsorg til kroppen, ved at sætte ord på spirende eller forbudte følelsers, ved at være skabende og skabe billeder på noget, ved at sætte handlinger bag noget vi har lyst til, så er det veje vi bygger indefra ud, udefra ind.

Vi tilbyder de dele af os, der længes og trænges, et rum med muligheder for udfoldelse.
Det er en undersøgelse, en nysgerrighed og en handling vi giver til os selv. Det er en insisteren på at være tilstede fuldt ud.

Hvis jeg giver mig selv det jeg mener jeg savner og længes efter: tid, accept, kærlighed og rum til undersøgelsen hvad sker der så? Hvad bryder så frem? Hvad opdager vi?

Energi, livskraft, mod, lyst, vrede, glæde, ro……follow up.
Skam, skyld, frygt.

De lukkede dele af vores livsenergi, som vi gennem livet møder i vores relationer, i vores indre har tit skam, skyld og frygt som følgesvende. Og de får os tit til at holde tilbage, gå tilbage til det trygge, og det begrænsede blik på hvem vi er.

Den måde vi har lært at møde os selv, de erfaringer vi har med at udvikle os og vokse som mennesker, sætter standarten for hvordan vi møder os selv i den naturlige udvikling og modningsproces gennem livet.

Har vi lært at sige ja, møde os selv med accept, kærlighed, nysgerrighed – eller har vi lært at holde igen og lukke af.

Og vi dømmer os selv med de øjne og de fortællinger vi har samlet op gennem barndommen, gennem vores køn, gennem samfundsstrukturen.

Når vi bryder igennem det trygge og det kendte, begynder at mærke vores egen kraft, kropslige sansninger og behov, følelser, drømme, så er det er det en opvågnen og en spiring. Det vækker glæde og energi, det vækker utryghed og modstand. Det skaber spændingsfelter vi kan arbejde med.

Det er bevægelser ud i et vildere og mere ukendt landskab, vi ved ikke hvem vi er, og vi har ikke de indre støttesystemer der skal til for at holde rummet uden af mærke utrygheden, frygten, usikkerheden.

Identiteten er på spil her. Hvem er jeg så, hvis jeg ikke er den søde smilende pige, hvis jeg ikke præstere, hvis jeg siger fra, hvis jeg gør mig mere fri, følger mine egne veje, har tillid til min sjæl og mit jeg. Hvad kan der ske?

I udviklingen kan man se at vi ind imellem tager tigerspring, vi springer ud og ser at det er ok, og vi vokser. Vi ser også at der er dele af psyken, der er så forankret i det tillærte, i den nedarvede struktur og de traumer vi har med at det tager tid at lære at kende til fulde.
Vi skal tage en trin af gangen. langsomt åbne og skabe ro og tillid i det indre til at vi kan bære.

I den her form for arbejde skaber vi et fundament for begge dele, vi styrker opmærksomheden, vi forankrer i nuet, vi skaber ro i krop og nervesystem, vi sender kærlige energier og tanker ind, vi sætter en intention og en retning for det arbejde. Det er bevidsthed der gør det muligt at springe når vi er klar eller får lidt hjælp, og en kontakt der gør det muligt at opdage når det er de små men væsentlige skridt der tages i en retning.

Når vi er fanget i frygten og det manglende mod til at gå hele vejen er det fordi vi ikke har helheden med. Vi ser verden og virkeligheden fra et perspektiv der er fanget af den tænkning og de begrænsninger vi har lært at leve med. Vi glemmer vi har adgang til en langt friere og vildere kraft som vi kan frisætte igennem at bryde tabuerne, forbinde os til kroppen, naturen, sjælen og hinanden. Vi glemmer at vi er en del af fælles udvikling, hvor vores frigørelse og frisættelse af livskraft og livsenergi er et vigtigt bidrag.

Det er også derfor vi har brug for rollemodeller, tilskyndelser, støtte, netværk, samtaler. Når vi ser at det kan lade sig gøre. Når vi bliver støttet i at springe og bruge os selv med de ressourcer og kvaliteter vi har. Når vi bliver spejlet og set. Når vi deler med hinanden. Så kan vi vokse, og forstå at vi ikke vokser alene men i et fantastisk mønster der skaber helheden.

Kærlighed til dig
Heidi

glad krop og sjæl

At vende tilbage til kroppen, at få kroppens ressourcer i spil gentager jeg igen og igen. Og grunden til det er…
Når vi vender tilbage til kroppen: mærker den, aktiverer den gennem leg, dans, bevægelse, åndedræt, afspænding, kontakt med naturen, varme bade, nærende mad, så vågner SANSNINGEN og KROPPENS egen bevidsthed.

Det vil sige at det liv, der er kroppens eget liv, kommer tilstede. Kroppen åbner sig. Udvider sig. Alle de lag, der tilsammen udgør kroppens indre kommunikation bliver mere levende. Vi kan tale om det konkret; som bedre cirkulation og bevægelighed i bindevæv, celler, blod, nerver, hormoner. En bedre kommunikation mellem krop og hjerne.

Når vi vender tilbage til kroppen, kan vi opleve, at der er mere energi og liv, og bedre plads til at slappe af og være med det der er. Vi kan mærke følelser igen og den livfuldhed det bringer. Hvis det var som havet, så kan vi se, at bølgerne bliver roligere efter stormen, og det bliver muligt at give slip, komme mere i accept og ro.

De fleste af os genkender den modstand, der rejser sig når vi er fanget i tanker og stress. Det er svært fra det at få fat i den konstruktive energi, der leder opmærksomheden tilbage til krop og følelser. Overlevelsesenergien er som en stærk strøm, vi fanges ind i, og fokus i beredskabet er at komme væk fra den ubehagelige situation, holde tempo farten ned, tage kontrol, ikke slappe af.

Det kræver vedholdenhed og tillid at gå gennem den spænding og blive ved med at insistere på at bringe opmærksomheden og nærværet i kontakt – ind i kroppen og følelserne. Noget der kan vokse af erfaring med processen og kontinuerlig træning af kropsopmærksomhed og nærværstræning.

Du kan hjælpe dig selv med masser af lette tricks der nærer den overgang: varme bade, fodbade, selvmassage, gåture, varm suppe, tidligt i seng, kys og kram, – hvis du har nogen du kan kysse og kramme. Og du kan bevæge dig til musik, lytte til musik, synge, svinge dig rundt….. Hvad du ved din krop kan lide. Alt sammen noget, der kan lokke sjælen til at vende tilbage….

De bedste tanker
Heidi

Året har jo for mange været et annus horribilis – og vi er da virkelig blevet prøvet på alle vores vaner og evner til at leve med uvished og frygt! Vi har måtte tilpasse os meget anderledes regler for, hvordan vi skal leve, omgås og være i livet. Jeg kan dårligt huske hvad jeg var i gang med af indre kreative linier FØR Corona, for det har på et niveau været som laksen, der midt i strømmen må tage bestik af det nuværende, hele tiden, i bevægelsen videre færd mod noget rimeligt uvist.

Jeg tænker vi har lært en del, og at den læring først vil vise sig i klarhed om lang tid. Jeg er, som mange andre, optaget af at hvordan jeg kan leve i det der er. Ikke stivne, men holde livfuldheden og glæden vågen i det gode og svære, der skal håndteres.

For mig er der ekstra tryk på at blive klar over mine prioriteringer, de værdier. Det der giver retning i hverdagen i de valg jeg tager og som er bærende for mit liv som helhed. I det er der særligt fokus på hvordan jeg kan holde kærligheden og samhørigheden med mine mennesker levende. Være sammen og holde kontakten – opdage mulighederne hvor de er.

Et andet vigtigt punkt er selvpleje – at gøre noget jeg elsker og holder af, selvpleje man let giver slip på i perioder med stress og forandring. For mig er det blandt mange ting at bruge tid i naturen, i havet, tage fodbade, dyrke yoga og… spise mad:):):)

Den sidste del, der knytter sig mere til visioner, inspiration: kunst, politik, spiritualitet hænger stadig mere bagefter, ja jeg kan da synge en sang og meditere, men jeg savner eksempelvis at høre levende musik, se teater i fællesskab. Det er her munkekutten er blevet trukket godt ned over hovedet og kræver vågenhed. At se hvordan jeg er medskaber også i det felt. Ikke bare være forbruger – medier, information, film……hvor tabet af det fælles kan blive en del af prisen.

Så det er mange niveauer af refleksion oven i det helt basale med at hverdagen skal fungere og være i en eller anden form for flow.

Jeg læner mig dog ind i det nye år med samme glæde som altid. Jeg ser lyset vender. Selvom det er mørkt og gråt, jeg går ud i det og tager tegn på den kommende sæsons vækst. Det er dejligt.

Jeg planlægger gode ting for dagen, måneden, året, og håber bare 50 procent bliver til noget, for så ved jeg at der bliver noget at glæde sig til og over. Noget der holder fremtidsaksen lidt mere åben, så der sker en umærkelig bevægelse ind i det indre landskab der skaber liv…..

På den møde kan erfaringer og viden få fødder og blive sat i bevægelse. Tendenser til opgivenhed og frysning, der kan føre til tristhed eller depression, får energi, så det bliver muligt at arbejde med det.

Forventningen og det at være optaget af skabende linier er menneskelige livskilder. Vi er kreative væsner, vi skaber ved at være og opleve os i sammenhæng og forbindelser. Gennem fordybelse, leg og skabelse kan vi forbinde os til den indre livsenergi og livskraft. Gennem kontakt til andre kan vi blive spejlet, set og vokse.

Jeg ønsker at 2021 får positive processer i spil i alle vores liv, så vi kan møde, forstå og skabe noget godt i vores egne små liv og i det store fælles:)
Og sige TAK – ikke mindst for alt det skønne der dukkede op på rejsen gennem 2020!

Hemmeligheder

Sendt første gang d. 22 maj 2018.

Vi har dem nok alle sammen? Men hvilke hemmeligheder er gode at holde på og hvilke gør mere skade end gavn? Kan der ligge noget helligt i at holde på hemmeligheder, og hvad betyder det for os at dele dem?
Gæster: Heidi Frier, psykoterapeut, Gregers Kjar, Rosenkorsordenen, Erwin Neutzsky-Wulff , forfatter.

https://www.dr.dk/radio/p1/de-hoejere-magter/de-hoejere-magter-14

 

Alle skriger du skal være mindful

Men når man er stresset kan der være langt mellem åndehullerne hvor du normalt giver slip og ikke tænker på noget, eller rettere – ikke opdager at du tænker på noget. Ind imellem kan jeg slet ikke huske at det findes.
Det sker når hjulene kører for hurtigt og jeg ikke har eller giver mig tid.
Det opleves ikke som et valg at få stress, det er mere en langsom forførelse, ind i for meget aktivitet, pres på de psykiske lag, for mange krav til hvad vi skal nå. Pludselig, så er der ingen mentale pauser længere, kun uro, dårlig søvn, tristhed, frustration, selvkritik.

Alle skriger om at du skal dyrke meditation og slappe af men knappen er forsvundet. Så det opleves ikke som en vej. Selvom det også ER en vej.
Det er virkelig hårdt at lande der, ikke kunne mærke og finde vej til sit indre og til et sted af hvile, de negative tanker og bekymringerne begynder at overtage, og vi bliver isolerede fra dem vi elsker og det vi ellers holder af at engagere os i. Kroppen druknes i stresshormoner og hjernen er i overlevelsesmode og verden bliver et faretruende sted at være.

SÅ hvorfor udsigten? Den er for mig i hverdagen som et alter – altså et sted, hvor jeg bliver mindet om at der er andet end min skærm, bunkerne af vasketøj og papirting der skal ordnes. At jeg selv er natur, en isblomst, et mennesketræ, en tankefugl.

Så når jeg opdager at der er kog på (og i det hele taget): så sætter jeg mig og glor, fordi jeg kan ikke meditere i klassisk forstand. Når jeg gør det fra et stressfuldt sted finder jeg kun rod og kaos eller træthed når jeg lukker mine øjne.
Men jeg kan sætte mig og glo. Sidde på mine hænder. Lukke for telefonen. Lade tankerne vandre. Se på en måge. På linierne mellem masterne. På træerne der skifter i årstiderne.
Forbinde mig med naturen. Idag byens natur. udsigtens gave. Små bevægelser. Nye men genkendelige og afsluttede sekvenser. En måge. Fra højre til venstre. Idag snefnug og stille lys.

Naturen i mig vågner. Ligeså stille, og når jeg nu skriver og udvider mine antenner er den der, stærkt og nærværende omkring mig og i mig.

Nyd dagen:)

Stress – et grundvilkår

Vi kan tale om stress som et grundvilkår. Et grundvilkår der opstår på baggrund af den måde vi i dag har bygget vores samfund op på. I hele den måde vores moderne samfund er bygget op. Hvor vi hele tiden skal præstere, og hvor rammerne vi skal præstere i er blevet endnu mere snævre og forandrer sig hurtigt og uforudsigeligt. Stress er noget vi alle bærer og skal håndtere i hverdagen, og ejer i fællesskab – og derfor skal løse i fællesskab. Det stressede menneske er ikke en isoleret enhed – men det er individet der bliver særligt ramt.

Når jeg har det godt er det fordi jeg er forbundet – til det som mit liv drejer omkring, af venner, familie, arbejde, interesser, værdier. Det der er betydningsfuldt for mig. (mere…)

DER ER GULD i bedre søvn.

Hør et lidt længere foredrag her af Matthew P. Walker
Jeg er optaget af søvn. Da jeg var barn og det meste af min unge ungdom sov jeg som en gris og man kunne stille uret efter min rytme. Da jeg flyttede hjemmefra flyttede uroen ind, og op gennem mit voksne liv har jeg lært af rejsen. En rejse gennem søvnløse og angstprægede nætter, nætter med smerte og afbrydelser,-  til nutidens vågenætter der har en relativ objektivitet – eller måske realisme – over sig.
Det har krævet en del eksperimenter. Hvad virker, hvordan kan jeg berolige mig selv, hvad sker der i kroppen, hvordan kan jeg være sammen med mig selv uden at gå i panik, når der er rejsninger af adrenalin og cortison toget kører i kroppen….

(mere…)

skam

Skam og kærlighed

At bevæge sig i indre landskaber er en risikabelt affære, at turde se sig selv og livet som det er. Det kalder på krigeren. Det at blive stående og gå med hele vejen. Ikke ønske at springe over. Ikke ville gå glip af livsgnisten og eventyret, glæden og smerten – fordi man er faldet i søvn.

Rejsen bringer både kraft og sårbarhed. Ind imellem går den gennem skam, vores psykiske og biokemiske beredskab, der på godt støtter os i en nødvendig socialisering og overlevelse, og på ondt bringer os ind i overtilpasning og et liv præget af selvskade og indre smerte.
Vi kender nok til lidt af begge varianter. Kærlighedsmeditationen er en støtte til den proces.  (mere…)

mindfullnes - en trojansk hest

 

Mindfulness: En trojansk hest

Mindfulness har lagt sig øverst på hitlisten for moderne selvudvikling, og overhalet alt fra yoga til gang på gløder. Er det ikke bare et smart amerikansk ord for meditation og afspænding –  og lidt letkøbt spiritualitet for erhvervslivet? Djævlens psykolog stresser mindfulnessekspert og kropsterapeut Heidi Frier med nærgående spørgsmål. 

Af journalist Heidi Vesterberg

Hvor mindfull er du lige nu på en skala fra 1-10?
”Jeg ligger nok på en god 7er. Jeg er nærværende og opmærksom på at jeg taler med dig, spiser mandler, ser på mine noter og mærker mit indre . Men jeg er ikke helt afspændt. Jeg er nok lidt stresset over at tale med Djævlens psykolog…. ” (mere…)

Vending ind i vinteren

Skovens bløde bund under fodsålerne. Hele kroppen der giver efter i det rytmiske møde. Varmen der breder sig. Mærke hvordan det hele er forbundet, livet i det indre og naturens rytme. Opladning og afstressning, en påmindelse og erindringer, der åbner sig i tid og rum.

Så dejligt:):)
Det bliver på en måde mere presserende, at skabe den forbindelse, pleje til den indre natur gennem at forbinde os til åndehuller uden forstyrrelser. Hver dag!
At lade livet smyge sig omkring os uden at skulle noget bestemt. Blive mindet om hvordan vi som mennesker er den samme natur og lever i samhørighed med det åndedrag der findes i naturen. (mere…)

Næste side »