Stress – et grundvilkår

Vi kan tale om stress som et grundvilkår. Et grundvilkår der opstår på baggrund af den måde vi i dag har bygget vores samfund op på. I hele den måde vores moderne samfund er bygget op. Hvor vi hele tiden skal præstere, og hvor rammerne vi skal præstere i er blevet endnu mere snævre og forandrer sig hurtigt og uforudsigeligt. Stress er noget vi alle bærer og skal håndtere i hverdagen, og ejer i fællesskab – og derfor skal løse i fællesskab. Det stressede menneske er ikke en isoleret enhed – men det er individet der bliver særligt ramt.

Når jeg har det godt er det fordi jeg er forbundet – til det som mit liv drejer omkring, af venner, familie, arbejde, interesser, værdier. Det der er betydningsfuldt for mig.

Jeg mærker min krop, mine følelser, min lyst, min sult, min retning i livet. Tankerne er nærværende. Kroppen er varm. Følelserne er levende. Når jeg siger at jeg er stresset er det fordi jeg mister forbindelsen, varmen, følsomheden, oplevelsen af at styre mit liv. Kropssansningen er fragmenteret og det er svært at have en samlet fornemmelse af helhed over længere tid. Der er uro. I relationerne, i følelserne, i søvnen. Tankerne begynder at køre uden fører.

Måske opleves det som at glide og ikke kunne styre bevægelsen, løbe efter sig selv og sit liv. Jeg er ved at falde ud over kanten, eller jeg husker hvordan det var at være stresset. Jeg genkender og mærker bevægelsen er på vej derhen.

Det er ligesom at stå i en hvirvlende spændingsfelt, der kan slynge krop og sjæl ud i tilstande, hvor det bliver svært at gøre andet end at overleve. Følelser og rationelle tanker træder til side for de allerældste strategier vi har som levende væsener. Det vilde og kraftfulde reptile dyr, der flygter, kæmper eller dør. Vi mister forbindelsen.

Stress bliver en slags moderne rovdyr der æder sig ind på de helt menneskelige behov for plads til at være sig selv: plads til sårbarheden, det spontane, det sanselige, det tryghedssøgende, det livfulde, kaotiske og legene. Og det bliver til mangellag der gør os syge.

Og konsekvenserne breder sig i de sociale rum vi lever i, går ud over de nære relationer og de mennesker vi har behov for at være sammen med og være noget for. Det går ud over kreativiteten og det sted vi udvikler os i det indre og det ydre. Og det falder negativt tilbage på samfundet gennem tab af produktivitet og menneskelige ressourcer.

Og vi står oftest alene – eller med held sammen med vores nærmest, om at at skulle deale med at blive raske, få det godt igen. Komme frem til et liv i en bedre balance – og måske tilbage til det liv vi måtte forlade.

Alene, fordi at der til trods for meget god viden om, hvad hjælper mennesker til at have et godt arbejdsliv og privatliv, ikke er er specielt meget fokus og prestige i at italesætte og skabe de rammer – også fordi det ikke harmonerer med resten af samfundets strategier og holdninger til effektivitet og kapitaliserning af individet.

Så istedet for at tale om og stille krav til at få plads til vores menneskelighed, så har vi en samtale har i det offentlige rum om, hvordan vi kan være robuste, resiliente.
Ikke med det udgangspunkt at få plads til menneskeligheden og udfoldelsen af livet. Men med det udgangspunkt ikke bare at kunne klare presset men at fjerne presset!

Hvordan vi klarer presset….. Som udgangspunkt er det indgangen til livet. For børn, unge og voksne. Hvordan klarer vi de stigende krav? Hvordan skal og kan vi leve op til forandringerne som individer?

Ligesom vi har en kollektiv fornemmelse af at være meget tæt på at blive klippet over. Bryde sammen.

Frygten for at bukke under og frygten for stress kan afholde os fra at se på og forholde os til vores liv, og begynde at skabe de forandringer vi har brug for personligt og kollektivt.

Med de store forandringer, der ruller afsted disse årtier, er det en vedvarende opgave, at finde af hvad der der skal til for at vi kan leve i godt liv, hvordan vi kan skabe og hvad der skal til for at helbrede det stressede menneske.

Men det er også en opgave at finde ud af HVAD vi selv vil og hvad vi vil i fællesskab. Og det afholder stress og det at være drevet af frygt os fra. At finde sammen, at have en samtale om det.

Selvom vi ved meget om det gode liv, er det ikke for givet. Og der er en fare for at vi glemmer, hvad det vil sige at være i dyb ro, at føle sig som en del af en gruppe, at føle sig hjemme i sig selv. Og selvom vi taler om vigtigheden af anderkendelse, medbestemmelse, tid nok, en vis forudsigelighed, er det ikke noget der praktiseres i særlig høj grad i hverken privatlivet, på institution og skoler eller i arbejdslivet. Så hvor skal erfaringerne kommer fra?

Det at deale med stress er ikke kun for de mennesker, der er brudt sammen eller lever livet i overhalingsbanen. Men for os alle sammen. Det er blevet en faktor vi er nødt til at forholde os til i hverdagen.