At gå sammen

Om den dysfunktionelle familie

Link til program
 2012 var jeg så heldig at deltage i flere programmer med Iben Zeuthen. Et 2 timers samtaleprogram, med tre deltagere og dialog med lytterne. Oftes kom samtalen godt i dybden, fordi der var tid.
Her et 
Om den dysfunktionelle familie, om svigt og tilgivelse børn og forældre imellem
Hvornår fylder forældre så meget, at de tager pladsen fra barnet? Vi taler i dag om den dysfunktionelle familie, om svigt og tilgivelse børn og forældre imellem. Gæster: Forfatter Katrine Marie Guldager, Krops- og psykoterapeut Heidi Frier og forfatter og psykoterapeut Mette Glargaard.
Ibens Mødregruppe

 

stressakse

At kunne følge en blød rytme gennem overgange

Jeg har før skrevet om bølgen, den naturlige bølge vi svinger med i løbet af dagen, ugen, året. Bølgen der hæver og sænker sig, fra hvile og afspænding til aktivitet og handling. Fra regenererende flydende tilstande til koncentrede målrettede former.

Bølgen er beskrivelsen af den spændingstilstand, som vi gennem opvæksten træner, så vi langsomt kan rumme større udsving og krav og samtidig evner at holde os selv sunde og smidige, fysisk, mentalt og følelsesmæssigt.

En vidunderlig evne, der gør at vi på den gode side kan være så heldige at vi kan bevæge os fra jubel og vildskab til ro og afspænding med samme lethed som et trygt barn jubler og skriger ved faren og farten på en en rutschebane fordi det har en erfaring i at kunne lande i noget, der er roligt og kærligt. (mere…)

nytårmeditation

Vinterhi og den dybe pause

Vinterhi, at give tid til at komme ned og mærke rytmen under de bevægelser, som på en måde får kunstigt åndedræt gennem vores opretholdelse af de samme rutiner både sommer og vinter.
Det skaber en form for dissonans, ikke at kunne følge naturens bølge, som om noget i kroppen og bevidstheden hele tiden skal kæmpe…. for ikke at give efter, ikke at synke ind…..ikke lade sig falde. Ind i mørket og langsomhed.
Overgivelse. At bevæge sig i en anden retning end den opad og fremadstræbende bevægelse der ligger i hverdagens effektivitet.
En balance. Give noget af naturens rytme tid og stemme, lave pauserum med mere tid – kræve noget andet af sig selv, sætte andre typer af mål op for sig selv. Ære fordybelsen og vinterritualerne, det dybe og langsomme åndedræt. Lade naturen træde i karakter – inde i dig mens lyset gradvist vender tilbage:)
Nytårsritual: en meditation – find lydfilen her!

At møde smerte og fordømmelse med accept.

Accepten er en dør, en måde at møde os selv i det der kan forekomme farligt og uoverkommeligt……  Accepten er en vej til at møde os selv i det indre procesarbejde og i livets kriser, en vej til at komme fra stress ind i væren.
En måde vi kan møde stemninger, følelser, tanker og kropslige spændinger der er vanskellige og som skaber angst, uro og bekymringer i sindet.
En vej til at lære at elske det, vi tror er uelskeligt, som dømmes ude og afholder os fra at leve i nuet og udtrykke os som de dejlige mennesker vi er:) lyt til lydfil her

Accepten er ikke passiv eller opgivende, det er en åben, vågen, levende opmærksomhed, der gør det muligt for os at få øje på det skjulte, på skyggesiderne, på alle de formodede trolde og dæmoner, der i virkeligheden udgør vejen til kraft, kærlighed og liv. (mere…)

I mindfulness er pausen i centrum.

Pausen som et livsnødvendigt ophold i den strøm af aktivitet der foregår, om det er tankerne der flyver, om det er handling uden ophold eller følelser der kører afsted. Pausen som et kortere eller længere ophold, hvor sanserne og nuet får mulighed for at åbne sig.

Det er en helt naturlig impuls, det at vende tilbage til sig selv efter aktivitet, at følge en bølge der hæver og sænker sig. Som en touch base – komme tilbage og undersøge HVAD er der ligenu?  (læs evt. mere om at mærke livets rytme)
Hvordan har kroppen det, er jeg sulten, tørstig, træt, har jeg energi til at fortsætte, hvad sker der egentlig i mine følelser, er jeg glad, kærlighedsfyldt, negativ, irritabel, hvordan er tankerne, har de fuld skrue eller er de ved at blive lidt bløde i kanten……. (mere…)

Portrait of a killer

Dr. Carol Shively, Wake Forest University (study obesity and stress)
– whatever it is that that works for an individual, they need to value stress reduction. I think the problem in our society is that we dont value stress reduction.
In fact we value the opposite.
We admire the person who not only multitasks and does to things at once, but does five things at once. We admire that person. How they manage that? – you know… that incredible stressful way to live?
We have to change our values and value people who understand a balanced and serene life.”

Portrait of a killer, 2008

Se dokumentaren – “Portræt af en dræber”  , det er en fantastisk spændende dokumentar, der formidler forskning og videnskabelige undersøgelser i forhold til stress. De kigger på hvordan den sociale placering og socialitet påvirker krop, følelser og hjerne. (mere…)

pause

Pausens betydning

Veranda 09.05 uge 33, 2015 (3)
Lige da jeg landede efter ferien – landede en appelsin i turbanen, jeg blev inviteret i radio 24/7s sommerprogram Verande i som ambassadør for den gode pause – HURRA – tænk at få lov til at tale om noget der er så flyvsk og filosofisk og som er SÅ vigtigt.
15 minutters samtale om Pausen

PAUSER – har du lagt planer for dem?
Lige kommet tilbage fra lang ferie – kroppen protesterer – nu har jeg i over 3 uger haft frihed til at bevæge mig når jeg vil, hvile mig når jeg vil, være aktiv og springe rundt, få sol, regn, vind og vejr ind i alle afkrogene. (mere…)

Man kan blive så træt…..

En af de værste modstandere vi har for vores selvhelbredelse er den indre dommer. Du er ikke god nok, du burde gøre dit og dat, hvorfor har du ikke…, tag dig nu sammen, andre kan jo godt finde ud af det, er du ikke ret dum, nu er du syg igen, hvad vil de andre tænke…..
Endeløst!
Den indre dommer vil hele tiden trække os tilbage til de gamle mønstre for tanker, følelser, handlinger. Når vi har gjort hvad vi bør og skal, så kommer der en umiddelbar tilfredshed i systemet – men vi er ikke nødvendigvis blevet næret og fyldt op – vi har bare gjort det vi har lært.
Den indre dommer begrænser os i at leve ud fra glæde, energi og dybere kvaliteter.

Den indre dommer er en del af den mentale struktur og er udviklet som et led i barnets socialisering og tilpasning til omgivelserne. Som børn er vi dybt afhængige af forældrenes kærlighed og kontakt, vi tilpasser os som en blomst i en potte og vokser alt efter næring og lys. Der hvor vi får kontakt og kærlighed til at lære os selv at kende, til at udfolde, fysiske og følelsesmæssige behov, til at udvikle en dybere fornemmelse og forståelse for os selv, der sker der en udfoldelse, en slags blomstring i hjernens fine kamre, så vi har frit løb imellem kropssansningen, følelserne, fornemmelserne. De mentale strukturer vi kan udvikle fra det sted har en frihed over sig – til at sætte ord, forståelse og mening – på det der foregår og det vi gerne vil.

Der hvor vi bliver afvist, der hvor vi fornemmer eller får at vide at vi er forkerte, der hvor kontakten ikke bærer igennem til en indre oplevelse af sammenhæng, der trækker vi os tilbage. Der kan opstå indre skyld eller skam over det at være sig selv – fordi det tilsyneladende ikke er gangbart i de nærmeste omgivelser. Der opstår en frygt for de impulser, der kan føre til oplevelser af afvisning, forkerthed (er det et ord:) eller forladthed.
For at kompensere for tabet af kontakt og for at undgå at mærke smerten adapterer vi omgivelsernes holdninger til os selv og til “sagen”. Det kan være alt fra de helt simplistiske former som “du burde” og “tag dig sammen” til tungere meningsdannende billeder “mennesker der er sådan er nogen svin”

Dommeren er i det perspektiv en del af selvbevarende system, (mere…)

Kroppen husker

Kroppens bærer på vores historie, de følelser vi har gennemlevet, den er præget af de tankemønstre vi styrer efter i vores liv, de handlinger og hændelser vi har udsat kroppen for. Vi kan læse kroppens fortælling i ansigtets rynker, hudens udstråling, kroppens holdning…..

Kroppens holdning er præget af den udvikling vi gennemgik som børn, det møde vi havde med omgivelserne:
– om vi oplevede at vi havde ret til eksistens, at vi kunne udtrykke behov og få dem dækket, at vi kunne kravle, rulle, rejse os, bevæge os frit, tage vores rum, stå på egne ben, få støtte til at udtrykke os, udtrykke vilje og handlinger, være i vores køn og udvikle vores personlige identitet i kontakten med andre.

Muskulaturen og den måde nervesystem, hormoner, organer fungerer er en refleksion af mødet med omgivelserne. Har der været ro, uro, frygt, kærlighed, tryghed og omsorg…
Som mennesker lever vi en økologisk niche og udfolder os som en del af den helhed vi er opvokset i. Vi har tilegnet os det sprog og den væren i verden som vores forældre og omverden præsenterede os for.

På den måde er vores krop et udtryk for vores karakter og vores ressourcer. Og den bærer på de ar og den smerte vi fået med os, der hvor vi blev presset eller ikke fik støtte, der hvor vi gik ind i frygt og skam frem for kærlighed og kraft.

Det billede og den fornemmelse vi har jeg’et og kroppen udspringer sig til en slags kropsidentitet.

Den fysiske krops viden om sin identitet, hvad den kan, hvor den er stærk, er baseret på de kropslige erfaringer, tilstande som kroppen har gennemlevet. Den fysiske krop refererer til sig selv, den balancerer sig efter de tilstande den husker og genkender. Den har på den måde sit helt eget liv og sin egen homøostase.

Når vi er ude af balance, søger kroppen hen mod et sted den genkender som et sted at finde balance. Man kan eks. se at vægt er styret af et fysisk balancepunkt, noget gennemsnitsligt, sådan har jeg det bedst, eller sådan har jeg det mest, og at den for størstedelen uden besvær får styret kroppen derhen (regulering gennem hormoner/hjerne/nerver).
Man kan se at muskler og væv der har kendt til en bestemt form/træning hurtigere genopretter/genoptager den bevægelighed og smidighed som den tidligere har erfaret.

Derfor er det vi fodrer os selv med, (mere…)

stadig varme i jorden:)

Bølgen mellem afspænding og aktivitet

”Jeg tror at nøglen til at have det godt og undgå stress er at kunne mærke sit liv. Og det kræver at vi tager os tid til det…….. Tid til at mærke, kigge, føle, dufte og smage. Alt det som jeg ikke har undt mig selv at bruge tid på. Fordi jeg hele tiden skulle præstere noget nyt og nå et nyt mål” Mette Helbæk fra bogen “Hvordan jeg kom gennem stress og blev klogere af det” af Heidi Vesterberg

Bølgen mellem afslapning og aktivitet
– underligt at de fleste – inklusive mig selv – kan have en levende overbevisning om at jeg ikke har tid til en time for mig selv – altså HELT for mig selv, når jeg til gengæld nemt spilder tid ved – for eksempel – at blive optaget af hurtig kommunikation på nettet, med mere eller mindre usorteret information, der bare kommer ind og fylder mine mellemrum. Det er utroligt svært at trække stikket ud bevidst, ikke som i flere dage eller uger, men i løbet af dagen.

Pauser og mellemrum er afgørende for vores psykiske sundhed.
Det er her kroppen får den hvile der er nødvendigt for at nervesystemet, hormonerne, hjernen og kroppens organerne kan restituere sig, gå i hvileposition. Det er her informationsstrømmen kan fordele sig og indlejre sig på en meningsfyldt måde i hukommelsen.
Det er naturligt og en del af livsrytmen at vi hele tiden er i en bevægelse fra aktivitet til afspænding, det er en konstant bølgebevægelse, med mere eller mindre høje, takkede eller blide bølger. Det er let at aktivere en bevægelse, sætte gang i en bølge og måske endda at skabe en stresset situation. Det har vi lært….

Når bevidstheden og kroppen bevæger sig fra at være i aktivitet til hvile opstår der naturligt tilstande som kedsomhed og let uro. Det er resterne af det drive der ligger i aktiviteten (i hormoner og nerver), som vi helt reaktivt svarer på ved at ville gøre noget. For at falde til ro skal man gennem den sitren og de følelser der dukker op. Det sker meget automatisk, ofte opdager vi ikke bevægelsen.

Nogen gange kommer vi til at reagere ved at skabe en ny aktivitet, eks. tjekke telefonen, spise mad, ryge en smøg…. – vi ser serier, slapper af ved at være optaget af noget andet udenfor os selv.
Andre gange er det muligt at være i overgangen og falde til ro. Det sker nogen gange i toget:… jeg sidder, venter, skal ikke noget, så kommer roen snigende, tankerne bliver mere flydende, måske kommer der en dagdrøm, tanker om dem der sidder overfor i kupeen…… Eller måske falder jeg i søvn, giver helt slip, tager et powernap.

Bevægelsen kan stivne så vi bliver hængende i før højt gear, det er det de fleste genkender som stress tilstand, å bliver det sværere og sværere at slappe af og vi fortsætter i før høj aktivitet og kontakt. Bølgen kan ikke lægge sig, og vi bruger “downers” til at slappe af, vin, tobak, tv, mad – lader noget andet lægge os ned. Det kan også være noget tilsyneladende sundere hvor vi udmatter kroppen gennem for meget træning ift. kroppens egentlige behov.

Afspænding og afslapning, genopladning, komme tilbage til sig selv og følge bølgen, være mere i flow i processen…. det er noget der kan trænes og genlæres, og det kan være nødvendigt at genlære efter for lang periode i for højt gear.
Gennem tid til at mærke, sanse, være i nuet som det er, tvinge sig selv gennem uroen (ikke bide på krogen).
Gennem leg og det i livet der sjovt og spontant følger vi kroppen og sindets naturlige rejse tilbage til sig selv……

« Forrige sideNæste side »