Forår – at komme fri af overlevelse, din krops dybe beredskab

Vi tar imod foråret

Som det kommer med sine bølger – af stop and go, med kulden og varmen, med klar energi og parathed, og med træthed og priser der skal betales af krop og energi for vinterens arbejde.

Hvordan kroppen har det er en vane, som vaner og skemaer vi kender, når de rejser sig i følelser og tanker.Både helt adfærdsmæssigt, hvordan vi spiser, bevæger os, har vores selvomsorg.

Hvad vi har arvet, af dispositioner, i genetik og slægtens nedarvede historie, af vores formødre- og fædres nervesystem.
Hvad der er kommet til, af hændelser og hvad vi har udsat den for.
Hvad der er knyttet til livsfasen, hormoner, cyklus, alder.
Hvad vi tænker om kroppen, som kvinder, som piger, som kroppe.
Synet udefra, selvbilledet der er bygget i den tid vi voksede op i, og i den tid vi lever i nu.

Vores grundimpuls er at blive i det, som vi har lært er overlevelsesdygtigt. Selvom det ikke længere er nødvendigt og forekommer konstruktivt (feks ikke mærke kroppen, eller ikke tale om kroppen, eller ikke tage sig af kroppen.
Og kroppen er formet efter det nervesystem vi bærer, de traumer, der ligger og som er styrende for, hvad der skal til for at beskytte vores levende organisme – krop og psyke.

Det er kroppens grundsystemer i det autonome kompas: i form af at have spændingssystemer, der knytter sig til at hvordan kamp, flugt, frys eller overtilpasning viser sig i kroppen, Være lidt død, trække sig tilbage, være klar til at forsvare sig, være klar til at komme væk, altid i bevægelse.

Det er dybe kropslige vaner, der tegner fundamentet for hvordan vores følelser og tanker fungerer, og vores opfattelse og perception.

Hvordan vi er tilstede i nuet.
Hvad vi er optaget af.
Hvor vores tanker og følelser er.

Kroppen bygget, og hjernen er wired, efter d helt tidlige skabeloner for overlevelse og tryghed, tilknytning og kærlighed. 
Der ligger en lang træning og vane i at vende tilbage til det, der er sikkert, i at overleve.

Vi kan blive ret gode til at leve med vores overlevelsesmønstre – dem der sidder i kroppen og dem der viser sig som bekymring, angst, frygt, vrede, irritation, sorg, smerte. Men og det at kende dem og kunne deale med dem er en af de veje vi går i udviklingsarbejdet. Det at forstå og erkende en måde at forsone og kunne skabe konstruktive refleksioner, og også beslutninger.
Det at kunne mærke og gå med bevægelsen og vække sansningen i kroppen, skaber et kropsligt råderum.

Og der hvor det for alvor begynder at forandre sig, er når vi har et valg til, fordi vi kan regulere nervessystemet, være med det der svært, holde os selv, skabe nye procesveje veje.
Kunne bevæge os fra det overlevelse, til helhed, til frihed, bevæge os fra det utrygge til dybere tryghed, en fred der i at være med hvem man er, og en fred der opstår når vi ikke tænder nervesystemet.

Vores identitet, selvforståelse, følelsesliv og tanker lever på fundament, som kroppen står på. Det er en erfaret virkelighed. Og det har også gode grænser med sig.
Men der er også begrænsende felter her, det der holder os fra på den ene side, virkelig dybt at tage os af, os selv, vores mennesker, det liv vi lever. Og på den anden side de drømme og længsler vi har holdt os tilbage fra at mærke eller udleve, pgra. frygt, eller en låsning i identiteten og forståelsen af hvem vi er.

Vi starter et sted.

Holde af og huske kroppen. HVER DAG.
Give omsorg og kærlighed. I nuet. I praksis. Og i den fortsatte forandring, der tegner løbet gennem livets cyklus.
Vande den indre have.
Give næring til vores indre fundament og livet, gennem selvomsorg, inspiration og målrettede handlinger.

At gå med de drømme der vågner, små og store skridt.
At lære at berolige og balancere kroppen og nervesystemet.
At være med følelser som de bevæger sig
At sætte tankerne fri.

Forbinde: til jord, til hjerte, til det guddommelige, til andre levende væsner, til ilden, til kærligheden og fællesskabet.