Er fortsat optaget af omsorgens kraft. Omsorg for liv. Omsorg mellem mennesker, for vores nære. Omsorgen i vores fællesskaber, der, hvor vi kobler handling på de værdier, vi fælles kan bliver enige om.

Og selvomsorgen, som vejviser et langt stykke af vejen i indre arbejde og udvikling.

Hver livsfase og udfordrende hændelse vækker muligheden for at trække omsorg ind. Ikke som noget passivt, selvbeskyttende eller omklamrende. Men som en aktiv målrettet opmærksomhed ind i det, der har brug for at får vækst og liv. Det der står klar til at komme til live, træde ind.
Det kan selvfølgelig være besværligt, for det åbner også til dele af det indre, der måske har skam, ikke har så meget begreb om hvad der foregår, som er kaotisk og umuligt. Derfor er der noget kraftfuldt i det vedvarende, i selvomsorgen der kan kiles ind sammen med opmærksomheden, og begynde at skabe vækst til at forstå, mærk, være med, stå godt i sig selv. Også i det der er svært.

Som sagt, omsorg er ikke passivt, heller ikke selvomsorgen.
Det er udtryk for kraft og vilje til at skabe gode liv. Skabe trivsel og vækst. Tage sig af. Det er små og store handlinger, intentioner. Det er kærlige tanker og følelser.

Selvomsorg som begreb og praksis er en hjørnesten i udviklingsarbejdet og i kvindegrupperne.
Det er den dybeste healing.

Tak for at læse med
Heidi